27 folkeskoleelever "sigtet" for snyd med mobilepay

Bedrageri for beløb helt ned til 12 kroner er blevet taget ganske alvorligt af myndighederne.

27 folkeskoleelever fra Skive har snydt med mobilepay-overførsler. De snød for beløb på mellem 12 og 300 kroner, når de købte frokost på skolen. (Foto: Mette Skov-Jensen - DR)

RETTELSE KL. 17.32: Det fremgik, at folkeskoleeleverne fra Skive er blevet sigtet som konsekvens af en ny politisk aftale om at straffe ungdomskriminelle hårdere. Dette er ikke korrekt. Den politiske aftale træder først i kraft til efteråret.

KORRIGERET KL. 21.54: Børn under 15 år kan ikke formelt sigtes efter straffeloven, hvorfor ordet er sat i gåsetegn.

For 27 folkeskoleelever fra Skive har konsekvensen for at snyde med mobilepay været mærkbar.

Eleverne, hvoraf nogle er under den kriminelle lavalder på 15 år, er "sigtet" for at snyde med mobilepay-overførsler. De snød for beløb mellem 12 og 300 kroner, når de købte frokost på skolen af firmaet 'Frokostbussen'.

Børn under 15 år kan ikke sigtes efter straffeloven, men politiet har valgt at optage en sag på hver af de mindreårige elever – sagen er så blevet frafaldet umiddelbart efter en alvorlig samtale med Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi lægger ikke skjul på konsekvenserne, siger politiassistent Peter Hahn fra lokalpolitiet i Skive, der har arbejdet med forebyggelse af kriminalitet blandt unge i 20 år gennem SSP-samarbejdet, hvor skole, sociale myndigheder og politi arbejder sammen.

Snød med gamle mobilkvitteringer

I sagen fra Højslev Skole ved Skive har eleverne snydt med betalingen af frokosten ved at finde en gammel mobilepay-kvittering frem på telefonen og vise den hurtigt til ekspedienten, så vedkommende ikke opdagede, at den var gammel.

Nogle elever tastede rigtig nok beløbet ind i mobilepay-appen, men undlod at swipe, altså gennemføre betalingen. En handling, som ekspedienten heller ikke bemærkede.

For nogle af eleverne drejer det sig om 12 kroner. For andre er det et samlet beløb på 300 kroner.

Børnene og deres forældre har været indkaldt til to bekymringssamtaler efter en klar plan.

- Vi brugte to rum. I det første sad firmaet, der var blevet snydt og en SSP-medarbejder, hvor eleven betalte gælden og sagde undskyld. I det andet rum sad jeg, og "sigtede" det unge menneske og tog en snak om, at det er vigtigt at tænke sig om, før man handler, fortæller politiassistenten.

Skoleformand: De har lavet noget lort

Det har overrasket alle, at hele 27 elever var indblandet i bedrageriet. Ledelsen på Højslev Skole har orienteret alle elever og forældre og holdt samtaler med alle 27 elever og forældre eller værger.

Skolebestyrelsesformand Søren Sørensen fortæller, at bestyrelsen bakker op om ledelsens håndtering af sagen og siger, at han trods alt er tilfreds med, at eleverne frivilligt meldte sig selv.

- De står ved, at de har lavet noget lort, siger bestyrelsesformanden.

Politiassistent Peter Hahn kommer på baggrund af sagen i Skive med en klar opfordring til alle børn og unge: Tag en daglig snak med et voksent menneske om, hvad der er sket i dag.

- Nogle lidt trælse seancer med politiet kunne have været klaret omkring middagsbordet. Det er vigtigt at have den daglige snak om, hvad der er sket i dag. Om hvad der er sket i frikvarteret. Det er vigtigere end at snakke om, hvad man har fået i karakterer, siger Peter Hahn.

MobilePay: Sagen er enestående

Selskabet MobilePay kalder bedragerisagen fra Skive enestående.

- Jeg kan ikke mindes, at vi har haft en lignende sag, siger pressechef Peter Kjærgaard.

MobilePay vil nu overveje at lave ændringer til betalingsappen, så det bliver nemmere for små erhvervsdrivende at spotte falske kvitteringer. Blandt andet om tydeligere dato og klokkeslæt kan hjælpe ekspedienterne.

- Ved enhver sag om snyd eller misbrug af mobilepay tager vi det meget alvorligt, og vi gennemtænker, om der er noget, vi kan gøre bedre. Det tog vi også op efter Skive-sagen, siger pressechef Peter Kjærgaard.

Sådan en opdatering betalingsappen kommer tidligst engang efter sommerferien.

I slutningen af juni blev regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet enige om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet. Blandt andet blev politikerne enige om, at der er brug for at sætte tidligere og mere kontant ind, hvis børn og unge mellem 10 og 17 år laver mindre ulovligheder som for eksempel butikstyveri. Aftalen forventes udmøntet i september.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.