300 værnepligtige er lukket inde på ubestemt tid: De SKAL kunne passe på Danmark

Beredskabsstyrelsens værnepligtige har fået inddraget deres orlov, så de kan forblive smittefri.

Daglige øvelser skal forhindre de værnepligtige i at få lejrkuller, mens de er lukket inde på centrene, forklarer chef for Beredskabsstyrelsen i Sydjylland Allan Kirk Jensen. (Foto: Søren Pors Grundahl - DR Syd)

Selvom weekenden står for døren, kommer de 300 værnepligtige på Beredskabsstyrelsens kaserner ikke hjem foreløbigt.

De har fået inddraget deres orlov og er lukket inde på fem centre i Danmark.

Det er afgørende, at de ikke kommer ud i samfundet og bliver smittet med coronavirus, forklarer chef for Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted Lennart Qvist Sørensen.

- Hvis én af dem bliver smittet og kommer retur på vores center og smitter resten, så lægger det hele vores beredskab ned, siger han.

De skal være klar til at rykke ud og hjælpe brandvæsnet, politiet, udlændingestyrelsen, fødevarestyrelsen eller sundhedsberedskabet, hvis der bliver brug for det.

Sådan er det også ved oversvømmelse, storm og naturbrande, hvor nogle af de værnepligtige er nødt til at blive i fritiden.

Men det ér usædvanligt, at det er dem alle sammen på én gang, forklarer chef for beredskabsstyrelsen i Sydjylland Allan Kirk Jensen.

- Jeg er sikker på, at lejrkulleren nok skal melde sig på et tidspunkt, siger han.

Hegn og bomme afgrænser tydeligt Beredskabsstyrelsens område her i Haderslev. De værnepligtige må ikke forlade området, med mindre de bliver kaldt ud på opgave. (Foto: Søren Pors Grundahl - DR Syd)

De værnepligtiges uddannelse og øvelserne på centrene fortsætter, mens de værnepligtige er på kasernerne.

- Så det er ikke sådan, at de bare sidder og triller tommelfingre. Vi skal nok holde dem beskæftiget med noget formålstjenligt, siger Allan Kirk Jensen.

Foreløbigt er det kun den forestående weekend, der er inddraget, men det er uvist, hvornår de værnepligtige kan tage hjem på orlov igen.

- Vi passer på Danmark. Det gør vi til hverdag, og det gør vi også ved ekstraordinære hændelser, siger Allan Kirk Jensen.

Facebook
Twitter