3F undersøger om dansk landbrug ansætter østeuropæere frem for danskere

Fagforbundet 3F kritiserer dansk landbrug for at foretrække arbejdskraft fra udlandet frem for at søge efter danskere til ledige jobs. Men minkbranchen melder hus forbi: Vi kan ikke skaffe danskere!

Pelscenter Vestjylland i Lemvig er én af de virksomheder, der stort set kun bruger østeuropæisk arbejdskraft til det praktiske arbejde. (© DR)

Landbruget bruger i stor stil arbejdskraft fra Østeuropa, ikke mindst i Midtjylland og Nordjylland.

Fagforbundet 3F har sat gang i en undersøgelse for at finde ud af, om arbejdsgiverne overhovedet forsøger at finde danske ansatte, før de hyrer folk fra udlandet.

Det fortæller forhandlingssekretær hos 3F, Vagn Henriksen:

- Vi mener, at de gør for lidt for at rekruttere dansk arbejdskraft. De vil hellere rekruttere udenlandsk arbejdskraft til at komme og udføre arbejdet, påpeger han.

Pelsbranchen: Umuligt at skafef dansk arbejdskraft

Pelscenter Vestjylland i Lemvig er én af de virksomheder, der stort set kun bruger østeuropæisk arbejdskraft til det praktiske arbejde. På centret pelser de for tiden mink fra klokken 5 om morgenen til midnat. Hver dag bliver der kørt 25.000 døde mink til pelseriet.

Ifølge bestyrelsesformand Bent Kloster er det næsten umuligt at skaffe dansk arbejdskraft til det hårde, beskidte arbejde:

- Vi kan ikke skaffe danskere, der kan yde den indsats, siger han.

3F: Det er noget sludder

Men den påstand køber Vagn Henriksen fra 3F ikke. Det er lidt noget sludder, siger han.

Vagn Henriksen finder det kritisabelt, at minkindustrien bruger udenlandske arbejdere til jobs, som lige så godt kunne gå til ledige danskere:

- Der er ledige danskere, der gerne vil arbejde inden for minkbranchen. Også i forhold til det hårde arbejde som det er at pelse. Men man har tradition for slet ikke at søge dansk arbejdskraft. Stillingerne bliver simpelthen ikke slået op, siger han.

Facebook
Twitter