For 40 år siden fik den sidste by i landet strøm: - Hold op, hvor var det stort

Den 1. juni i 1977 kom strømmen til Vangså i Thy. Indtil da kørte alt på batteri eller gas.

Karen Nystrup Christensen fik lov til at tænde for kontakten, der gav hele Vangså strøm. (Foto: Tage Jensen © Lokalhistorisk Arkiv Thisted)

Imens strøm i stikkontakten blev alle-mands-eje i Danmark, kørte fjernsynet og radioen stadig på batteri i Karen Nystrup Christensens 70’er-hjem i Vangså i Thy.

Byen var den sidste, der fik elektricitet gennem stikkontakten. Det skete i 1. juni i 1977.

- Hold op, hvor var det stort. Der brændte lys i huset hele natten, fortæller Karen Nystrup Christensen.

For 40 år siden klokken 14.30 fik hun lov til trykke på kontakten, der satte strøm til hele landsbyen.

- Hvert år den 1. juni holdt vi en lysfest og fejrede det, siger hun.

Se flere billeder fra dagen, hvor Vangså fik strøm i videoen.

Økonomien var stram og pengene små i Vangså, og derfor kom strømmen i stikkontakterne først til byen mange år senere end resten af landet, skriver Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

I stedet for at koble køleskabet til en stikkontakt, brugte beboerne i Vangså gaskøleskab. Og hvis Karen Nystrup Christensen ville se fjernsyn, så foregik det med et batteri, der blev ladet op af familiens seks meter høje vindmølle.

- Man skulle sørge for, at batteriet til fjernsynet var ladet op, ellers kunne det gå tør midt i en film.

Pludselig kunne Karen Nystrup Christensen skifte vaskebrættet ud med en vaskemaskine. (Foto: Tage Jensen © Lokalhistorisk Arkiv Thisted)

Beboerne i Vangså var ikke de eneste, der fejrede, at elektriciteten var kommet til byen. Den danske presse skrev også om begivenheden.

- Der var så mange journalister, der var ude og snakke med os. Vi var ved at være trætte af dem til sidst. De ville have billeder, og det er slet ikke mig, siger den nu 77-årige Karen Nystrup Christensen.

I dag gør Vangså så endnu et teknologisk fremskridt. De får installeret fibernet, og det skete klokken 14.30 – præcis 40 år efter strømmen blev tændt.

Facebook
Twitter