50 tons fisk slap ud, og så havde Michelle 'lystfiskernes Roskilde Festival' i haven

Lystfiskere er valfartet til Troldhede i Midtjylland, hvor tonsvis af ørreder er undsluppet fra dambrug.

Der ligger stadig masser af dambrugsfisk på Michelle Gamls grund. (Foto: Malte Nørgaard DR)

Michelle Gaml er egentligt på barsel, men de seneste døgn har stået i fiskenes tegn.

Tonsvis af fisk.

- Det er et fuldtidsarbejde lige nu, siger hun.

- Der er døde fisk allevegne.

Michelle Gaml bor ned til Vonå ved Troldhede i Midtjylland, hvor et skybrud fredag førte til at det nærliggende dambrug, Toudal Fiskeri, blev oversvømmet.

Omkring 50 tons regnbueørreder og guldørreder blev skyllet ud i Kulsøen nær Skjern Å-systemet, og snart havde Michelle vand og fisk i hele haven.

- Jeg plukkede dem simpelthen ned fra træerne. De hang i en meters højde, fortæller hun.

For Michelle Gaml har de seneste fire dage været en prøvelse. Først skyllede tusindvis af fisk op i hendes have, og siden kom et rend af lystfiskere. (Foto: Malte Nørgaard DR)

'Vandet kom som en flodbølge'

Fiskemester Michael Jønker Nielsen fra Toudal Fiskeri oplevede fredag, hvordan vandstanden på et øjeblik steg med flere meter.

- Det kom bare væltende som sådan en flodbølge, fortæller han.

Han måtte løbe for livet, mens dammene blev oversvømmet.

- Man gør jo, hvad man kan for at holde fiskene inde, men det var så enormt, at det var håbløst, fortæller han.

Han finder tabet af de mange fisk sørgeligt.

- Det er to års arbejde, der bare er væk, siger han.

Nu truer de mange opdrættede ørreder med at sprede sig til Skjern Å, hvor de kan være en trussel mod den vilde Skjern Å-laks.

De er nemlig så mange, at de kan spise den fredede laks ud af øko-systemet.

Opfordring til at hjælpe med at fiske

Det fik lørdag den lokale lystfisker til at udsende et nødråb: I et opslag på Facebook opfordrede han alle til at komme og fiske. Så hurtigt som muligt - også fra steder, hvor det normalt ikke er lovligt.

Derefter valfartede folk til området. Også til Michelle Gamls have.

- Det er fuldstændigt kaos. Alt og alle er kommet ud for at fiske - fra Sorø, Næstved, Struer og Odense. Folk har taget det som en turistattraktion og bare væltet ind, fortæller Michelle Gaml.

De første lystfiskere bankede høfligt på døren og spurgte om lov.

- Men så tog det overhånd. Så forlader jeg matriklen i fire timer, og så kommer jeg tilbage til lystfiskernes Roskilde Festival. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Det var bare vanvittigt, fortæller hun.

Hele weekenden holdt der biler i indkørslen og hele vejen rundt om huset.

- Haven var fyldt med mennesker, jeg ikke kendte, og der var folk, der havde slået klapstole op på min græsplæne, og det flød med fisk. Der var skrald alle vegne, og mit fiskenet var blevet stjålet, siger hun.

Da børnene var lagt i seng, bad hun én efter én lystfiskerne om at forlade grunden.

- Jeg talte de første 50, og så stoppede jeg med at tælle, siger hun.

Mange lystfiskere var også tirsdag taget til Kulsøen. (Foto: (C) DR)

Ikke alle tog det lige pænt.

- Det var enormt grænseoverskridende. Jeg vidste, at der var et par stykker (lystfiskere, red.) hernede, som jeg havde en aftale med, og de var så blevet truet med tæsk, da de prøvede at irettesætte folk, fortæller hun.

Også Svend Laursen oplevede at blive truet, da han bad fiskere om at forlade sin grund.

- Jeg fik sådan set bare at vide, at jeg kunne passe mig selv og skrubbe af. Så sagde jeg, at det er mig, der er lodsejer her, men det kunne jeg sådan set "stikke skråt op", siger han.

Politiet: Respekter privat ejendom

Til sidst måtte politiet komme og smide de sidste ud.

Michelle og hendes kæreste har efterfølgende sat skilte op, men det har ikke forhindret, at der også tidligt tirsdag morgen var lystfiskere i haven.

I dag har Midt- og Vestjyllands Politi udsendt en opfordring til, at de mange, der hjælper med at fiske fisk op af Kulsøen nær Troldhede, tager hensyn.

- Vi minder om, at man naturligvis skal respektere privat ejendom og parkere hensigtsmæssigt og efter reglerne, lyder det fra politiet.

Et skilt fortæller, at der er tale om en privat grund. (Foto: Malte Nørgaard DR)

Vil ikke bruge ordet katastrofe

Men det er vigtigt at få dambrugsfiskene fisket op, fortæller Ivan Thesbjerg, afdelingsleder for Land og Vand i Ringkøbing-Skjern Kommune.

De mange tons fremmede fisk risikerer nemlig at stå i vejen for arbejdet med at redde Skjern Å-laksen.

- Det er mængden, der gør det. For der er også en naturlig bestand af regnbueørreder i vores vandløb. Så det er ikke en fremmed fætter, der kommer forbi. Det er mængden, der gør det.

- Ordet katastrofe vil jeg ikke bruge. Det er en udfordring, og vi vil gerne have fjernet så mange af dem som muligt, siger han.

Video: Fiskemester Michael Jønker Nielsen fra Toudal Fiskeri fortæller, hvordan vandet pludselig steg.

Alene mandag arbejdede 20 mand fra Beredskabsstyrelsen på at samle fisk op fra bredden, fortæller han. Man vil nu begynde at el-fiske i åen, og arbejdet vil vare ind i næste uge, fortæller Ivan Thesbjerg.

En af de fiskere, der mandag fisker efter reglerne, er Chris Molbech. Han havde kørt de godt to timer fra Randers for at prøve lykken, inden han skulle hjem og hente børn.

- Man fanger jo fisk, og så er det ikke så godt for miljøet, at de er sluppet fri. Det er jo opdrætfisk, så dem vil man gerne have væk. Så vi tænkte, at så kunne vi lige tage en god tur herud, fortæller han.

Han har fået fire-fem stykker på krogen indtil videre.

Nicholai Christensen, der ejer en put-and-take sø på Sjælland, er også taget til Troldhede for at hjælpe. Han hiver fiskene op med net.

- Det er jo helt vildt. Man behøver ikke en fiskestang, siger han og peger:

- Man kan se, at der står flere hundrede kilo inden for en kvadratmeter dernede, så det er vildt.

Video: Nicholai Christensen viser, hvor mange fisk der er.