85-årige Lindis mistede synet for sent: Nu kan hun ikke få hjælp

Folk, der først mister synet efter deres 67-årsfødselsdag, kan ikke få en såkaldt ledsagerordning.

85-årige Lindis Teglborg Gjørup har kun 6 procent af sit syn tilbage og er dermed yderst svagtseende, men hun insisterer på at være selvhjulpen så meget som muligt. - Jeg kan gøre mange ting selv, for jeg bor jo selv i mit eget hus og holder det selv, og får en lille smule hjælp til rengøring hver 14. dag. (Foto: PRIVATFOTO)

85-årige Lindis Teglborg Gjørup fra Jebjerg nord for Skive er rask og rørig. Egentlig holder hun af at tage på smutture ind til Skive knap 15 kilometer væk, være sammen med andre mennesker, høre foredrag og kigge på butikker.

Men det er næsten blevet umuligt for hende, for hun er så godt som blind, og hun har ingen nær familie, der kan hjælpe hende i hverdagen.

- Jeg er jo afhængig af, at der for eksempel er nogen, der kan følge mig til en bus, siger hun.

Mange andre, der er i Lindis Teglborg Gjørups sko, har mulighed for at få en såkaldt ledsagerordning, så de for eksempel kan få hjælp til indkøb.

Men den går ikke for Lindis Teglborg Gjørup - og mange andre. Hun blev nemlig først stærkt svagtseende for 10 år siden, og ifølge loven kan man kun få en ledsagerordning, hvis man får sit handicap, inden man fylder 67 år.

- Den forskelsbehandling har jeg lidt svært ved at forstå. Selvom man er 10-20 år ældre, så er vi jo en hel del, som er godt mobile til at kunne klare forskellige ting, selvom vi har det handicap, siger hun.

At blive blind medfører ikke kun et kommunikationshandicap, men også et handicap i forhold til at færdes frit og uafhængigt, pointerer Dansk Blindesamfund. (Arikivfoto) (Foto: Kristian Brasen © Scanpix)

Problemet har været kendt i flere år, men det er ikke blevet anderledes. Det bekymrer Dansk Blindesamfund.

- Det betyder isolation. Som jeg plejer at sige, så behøver man ikke give de her mennesker en fodlænke på. De er alligevel hjemme hele tiden, siger Thorben Koed Thomsen fra Dansk Blindesamfund Skive-Viborg.

I Lindis Teglborg Gjørups egen kommune, Skive Kommune, har de netop givet afslag på ledersagerordning for fjerde gang. Det er en prioriteringssag.

- Vi sidder lige nu i kommunen med budgettet for 2019 og skal spare på noget, det gør ondt. Måske madordninger for eksempel. Og så synes jeg ikke, at det er tiden til at lave budgetudvidelse, siger næstformand i socialudvalget Betina Bugge.

85 millioner til ledsager-hjælp

Derfor bør pengene komme et andet sted fra, hvis man spørger Dansk Blindesamfund. Foreningen opfordrer til, at staten afsætter 85 millioner kroner, så Lindis Teglborg Gjørup og andre blinde og svagtseende over 67 år kan få en ledsager, der kan hjælpe dem et antal timer om ugen.

Foreningen prøver at råbe folketingspolitikerne op forud for efterårets satspuljeforhandlinger.

- Det er vigtigt at gøre noget for borgere over 67 år, fordi de ofte bliver isolerede og ensomme. Den måde at få dem ud i samfundet vil være rigtig vigtigt, siger John Heilbrunn, der er næstformand i Dansk Blindesamfund.

Indtil videre må 85-årige Lindis Teglborg Gjørup nøjes med at tage den knap 15 kilometer lange tur ind til Skive et par gange om året, når datteren har mulighed for at følge hende.

Foredrag, små shoppeture og andre oplevelser må hun undvære.

- Mine børn har deres arbejde, børn og børnebørn. Jeg kan jo ikke sådan gøre mig afhængig af dem. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg vil helst være afhængig af mig selv, såvidt muligt, forklarer hun.

Lindis Teglborg Gjørup prøver at lade være med at bruge tid på at ærgre sig.

- Jeg vil ikke lave det til et problem på den måde, men det må være rimeligt, at vi bliver ligestillet med andre ældre, som er lidt yngre end os, siger hun.

- Selvom vi bliver ældre, så er vi mere aktive og mere mobile i dag, end vi var før. Det ville give mig en større frihed, hvis jeg kunne komme ud mellem andre mennesker.