Afsted til sol og strand: Vi vil på charter i efterårsferien

Efterårsferien er blevet en af de mest eftertragtede ferieuger, oplever rejsebureauer. Det smitter af på priserne.

En våd og kold sommer får mange danskere til at søge sydpå i efterårsferien. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Mange af os er vilde efter at komme ned til sol og varme, og flere har allerede pakket tasken og er klar til at checke ind i lufthavnen. For efterårsferien er efterhånden blevet én af danskernes mest eftertragtede ferieuger.

Flere rejsebureauer oplever,at rejselysten i år i uge 42 slår alle rekorder.

- Vi kan melde udsolgt. Og havde vi haft 2000 pladser mere, så havde vi solgt dem også, siger direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj.

Rejsebureauet sender 5600 afsted på efterårsferie under varmere himmelstrøg. Det er 25 procent flere end sidste år.

Den efterspørgsel mærker Primo Tours også, og det betyder ifølge salgschef Kjeld Gadegaard, at rejserne kan sælges til højere priser.

- Man kan ikke komme her i sidste øjeblik og få en billig afbudsrejse, forklarer han.

Hos Spies Rejser er alle charterrejser også udsolgt, og her tager de konsekvensen af den massive interesse for efterårsferie-rejser: Gæster, der skal rejse i morgen, kan helt ekstraordinært aflevere deres bagage allerede i aften for at undgå lange køer i morgen.

- Det er vores erfaring, at op mod 35 procent af vores gæster tager imod tilbuddet om at komme et smut i lufthavnen aftenen før, siger kommunikationschef Torben Andersen.

Det er især sommerens kolde og våde vejr, som nu får mange til at søge mod sydens sol.

- Det triste efterårsvejr, som vi har haft næsten hele året i år, har også fået folk til at købe lidt tidligere, mener direktør i Bravo Tours, Peder Hornshøj.

Mange har også allerede nu bestemt sig for, at de også vil af sted til næste år, lyder det fra rejsebureauet.

- Lige nu har vi solgt mere end dobbelt så mange rejser med afrejse i 2018, end vi havde sidste år på samme tid, fortæller Peder Hornshøj.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk