Alkoholdemente koster dyrt: Passer ikke ind på plejehjem

Almindelige plejehjem har svært ved at håndtere alkoholdemente, og derfor må kommuner købe dyre pasningstilbud til dem.

Alkoholdemens kan både skydes alkohol i sig selv, men også mangel på b-vitamin imens man drikker. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Flere kommuner oplever, at borgere med alkoholdemens bliver et større og dyrere problem. Særligt fordi almindelige plejehjem ikke kan håndtere de mest aggressive alkoholdemente.

Ikast-Brande Kommune har i øjeblikket seks borgere med alkoholdemens, der bor på botilbud.

- Tidligere var det en sjælden foreteelse, men nu synes jeg, at de her sager kommer forholdsvis tit, siger Frank Heidemann, der er formand for sundhedsudvalget.

Kommunen har ikke selv faciliteterne til at håndtere borgere med svær alkoholdemens, så de køber pasningstilbud hos andre kommuner eller Region Midtjylland.

- Tilbuddene kan koste op til 2,4 millioner kroner om året pr. borger, så der skal ikke så mange til, før det bliver en væsentlig omkostning, siger Frank Heidemann.

Lemvig, Holstebro, Morsø og Struer Kommuner oplever også, at alkoholdemens er et stigende problem. Det viser en rundringning blandt ti midt- og vestjyske kommuner, som DR Midt & Vest har lavet.

Hvad er alkoholdemens?
  • Der er forskellige former for alkoholdemens. En af dem skyldes et langvarigt alkoholmisbrug, og en anden skyldes mangel på b-vitamin, imens man drikker.
  • Alkoholdemente har typisk en del adfærdsforandringer og hukommelsesproblemer, fordi deres pandelapper bliver påvirket.
  • Man kan både blive kronisk forgiftet af alkohol, men man kan også opleve, at de kognitive evner kommer tilbage, hvis man stopper med at drikke.

Kilde: Steen Hasselbalch, professor ved Nationalt Videnscenter for Demens

Borgere med alkoholdemens kan have svært ved at passe ind på et almindeligt plejehjem. Det fortæller Steen Hasselbalch, der er professor ved Nationalt Videnscenter for Demens.

- De vil typisk være lidt yngre, have en hel del adfærdsforandringer og være mere agressive, siger han.

For første gang opgjorde Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens sidste år antallet af patienter med demens som følge af alkohol. 147 personer fik konstateret sygdommen, men det tal er formentlig noget højere.

- Der er et stort mørketal, vi ikke kender til. Der er mange, som formentlig bliver udredt via praktiserende læger eller andre læger, eller som slet ikke bliver udredt, siger Steen Hasselbalch.

Ikast-Brande Kommune har svært ved at finde plads på botilbud. Derfor overvejer de nu at oprette en særlig afdeling for alkoholdemente.

- Det har ikke været nødvendigt før nu, men vi ved at være der, hvor det ville være fornuftigt. Så ville borgerne ikke komme så langt væk, og vi kan jo lige så godt beholde arbejdspladserne her i kommunen, siger Frank Heidemann, formand for sundhedsudvalget.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.