Alt for mange nye virksomheder må dreje nøglen om

Kun halvdelen af iværksætterne i Region Midtjylland overlever i mere end tre år. Selvstændige er for dårlige til at bede om hjælp.

Alt for mange iværksættere har for svært ved at bede om hjælp. Og det er en af de væsentligste årsager til, at mange nye virksomheder må dreje nøglen. (© Colourbox)

Næsten hver anden iværksætter i Region Midtjylland må dreje nøglen om inden for de første tre år. Blandt andet fordi selvstændige er for dårlige til at bede om hjælp.

Karina Uno og hendes mand er gået konkurs med et vvs-firma på Thyholm.

- Der var noget af det vi lavede, der ikke gav penge. Det er en dårlig forretning, siger Karina Uno.

Vigtigt med rådgivning i tide

Da firmaet kom i økonomiske problemer, fik de gratis vejledning gennem Væksthus Midtjylland. En tidligere erhvervsleder hjalp dem med at strikke et- og femårsplaner sammen.

- Det var bare for sent, at de planer blev lagt.

Karina Uno fortryder, at de ventede. Deres hus endte på tvangsauktion og hun arbejder i dag som skolelærer.

- Det er så trist, at der er nogen, der knækker halsen på ikke at vide, at der er masser af hjælp at få, mener Karina Uno, der opfordrer alle iværksættere til at søge hjælp.

- Helt ærligt, så er det ikke mange af os, der kan alting selv, siger hun.

Nemt at stifte virksomhed - sværere at drive

Kun halvdelen af iværksætterne i Region Midtjylland eksisterer efter tre år. Det oplyser Væksthus Midtjylland, der tilbyder flere typer rådgivning til iværksættere - også gratis.

For det er nemt at stifte en virksomhed, men svært at få den til at overleve, påpeger væksthusets direktør, Erik Krarup. En god idé er ikke nok.

- De er gode på produktet eller ydelsen. Det er dét, man starter en virksomhed på. Frem for det at sælge. Det er ligesom noget, der kommer til senere hen, siger væksthusdirektøren.

Direktør: Mange iværksættere tøver

Jan Hykkelberg, der er direktør for Stjernholm A/S i Ringkøbing, genkender billedet af, at iværksætteren er god til at udvikle og få idéer, men mangler kompetencer, når det gælder salg og ledelse.

Jan Hykkelberg blev administrende direktør for Stjernholm A/S sidste år. Indtil da havde firmaet været drevet af stifter Kaj Stjernholm, men i 2012/13 skiftede tallene på bundlinjen farve fra sort til rødt. Et stort projekt slog fejl og kostede firmaet mange penge. Firmaet var tæt på at lukke.

Jan Hykkelberg, direktør for Stjernholm A/S i Ringkøbing (Foto: Søren Plambeck Holm- DR)

- Et rådgivningsfirma gav os hjælp til at rekruttere de rigtige kompetencer, men jeg tror, at en del iværksættere tøver med at søge hjælp. Det føles som et nederlag, når man har de gode idéer men ikke kan få det til at hænge sammen, siger Jan Hykkelberg.

Stjernholm A/S har i dag ni ansatte i hovedkvarteret i Ringkøbing og godt 15 medarbejdere fordelt på afdelinger i Randers og Slagelse.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk