Hvis dit barn har astma, er der hjælp at hente i animationens verden. Den findes på hjemmesiden Astmanaut.dk, hvor Anna og hendes far har hjemme.
Filmen og hjemmesiden skal hjælpe børn med astma og deres forældre med at få helt styr på sygdommen, og samtidig gøre det lettere at forklare omgivelserne, hvad barnet egentlig fejler.
Astma hos børn er ofte tabu
For selv om cirka hver tiende skolebarn har astma, så er det faktisk tabu for mange børn, påpeger overlæge på Regionshospitalet Viborg Josefine Gradman, der er med i projektet.
- De vil ikke virke svage overfor deres kammerater, siger hun.
Desuden kan det være meget svært både for børnene selv at forstå, hvad de fejler, og ikke mindst at forklare det overfor lærere, pædagoger og idrætstrænere.
Animationsfilm kan lette forståelsen
Hos Viborg Kommune forventer sundhedschef Lis Kaastrup, at animationsfilm også kan bruges til at informere om andre kroniske sygdomme.
- Vi kan fortælle nogle ret komplekse ting på en let forståelig måde, fordi det bliver til en filmhistorie, som man let kan følge med, siger Lis Kaastrup.