Når sagen om ulvedrabet, hvor en 66-årig mand er tiltalt for at skyde en fredet ulv, kommer for retten i Herning, vil Anklagemyndigheden gå efter ubetinget fængsel.
- Vi har kigget på, hvad man gør i andre lande, og kigget på sagens alvor, og der har vi vurderet, at straffen skal være ubetinget fængsel, siger specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Ulrik Panduro.
Nedskydningen skete 16. april 2018 på en mark øst for Ulfborg i Vestjylland. Manden, der er fra lokalområdet, er tiltalt for at have overtrådt jagtloven, fordi han angiveligt bevidst har skudt en fredet ulv fra sin bil. Derudover er han tiltalt for at have overtrådt artsfredningsbekendtgørelsen, da ulven er beskyttet af EU-lovgivning.
- Når retssagen starter, vil jeg løfte sløret for, hvad den endelige strafpåstand vil blive. Men det bliver en påstand om ubetinget fængsel, konfiskation af den riffel, der blev skudt med, og fratagelse af jagttegn, siger Ulrik Panduro.
Tiltalte nægter sig skyldig
Nedskydningen blev filmet af to ulveentisiaster, der havde fulgt og filmet ulven hele dagen.
Alligevel nægter den 66-årige mand sig skyldig.
- Der kan være mange årsager til, at skuddet er affyret. Det kan være i nødværge, det kan være skudt i opfattelse af, at det ikke er en ulv, eller man har ramt forkert, siger forsvarer Jan Schneider.
Han understreger, at det er hypotetiske eksempler, og de ikke knytter sig til forsvaret i den konkrete sag.
Den tiltalte og forsvarer er glade for, at anklageskriftet endelig er blevet offentliggjort.
- Det har svævet lidt i det uvisse, hvordan tiltalen ville komme til at lyde, fordi det er en speciel sag, og der er ikke nogle fortilfælde, siger Jan Schneider. Den tiltalte ønsker ikke at udtale sig til dr.dk.
Sagen vil køre som domsmandssag ved Retten i Herning den 28. september 2018.