Antallet af dyrehandler styrtdykker: Flere køber kæledyr på Facebook

Det kan gå ud over dyrevelfærden, når salget foregår på sociale medier

Pia Ibsen er blevet nødt til at lukke en af sine tre dyrehandler. (Foto: © Pia Ibsen /privatfoto)

Er du typen, der gerne vil have en undulat til at kvidre i køkkenet? Så koster sådan en fugl typisk 300 kroner hos dyrehandleren.

Men køber du den på nettet via sociale medier, kan du få den for en flad 50'er - og det kan aflæses på antallet af dyrehandler.

For der bliver færre dyrehandler i gadebilledet, når vi køber flere dyr på internettet. På 10 år er antallet af danske dyrehandler faldet fra 300 til under 100.

- Vores omsætning i branchen falder, for vi har svært ved at følge med på priserne, fortæller Dan Nürnberg, der er talsmand for dyrehandlernes brancheorganisation, Fokus på dyr.

Men det er ikke kun problematisk for dyrehandlerne selv, at omsætningen falder. Dan Nürnberg er også bekymret for dyrevelfærden, når handlen foregår på sociale medier.

- Vi er som dyrehandlere underlagt en masse krav og regler af hensyn til dyrevelfærd. Vi skal kunne opfylde de bedste forhold for dyrene, siger han og uddyber:

- Det er vi glade for, men balladen er bare, at der ikke er samme kontrol for dem, som handler med dyr på nettet.

Han understreger, at der helt sikkert findes folk, som sagtens kan finde ud af at tage vare på de dyr, de sælger, men at det ikke altid er tilfældet.

- Vi udleverer pasningsvejledninger, når folk køber dyr hos os, og det sker ikke, når folk handler på nettet. Der kan sagtens være folk, som er rigtig dygtige til det, men det er alle de andre, som er problemet, forklarer Dan Nürnberg.

Reglerne blev skærpet for 10 år siden

Senest lukker nu dyrehandlen Pito i Viborg. Den er ejet af Pia Ibsen, som ligeledes mener, det er problematisk, at det ikke er uddannede dyrehandlere, som i stor stil sælger dyr på internettet.

- Du får ikke en uddannet person, der har 120 procent styr på dyrene. Vi har dyrlægekontrol minimum fire gange om året for at tilse de dyr, vi sælger, fortæller hun.

- Du har ikke den samme sikkerhed eller garanti for dyrenes velbefindende, når du køber dem på de sociale medier.

Det er 10 år siden, reglerne blev skærpet for, hvornår man kan kalde sig dyrehandler. Det kræver i dag en to-årig uddannelse at åbne en dyrehandel.

Selvom det måske er medvirkende til, at omsætningen i de fysiske butikker falder, er det ikke en fejlslagen politik, mener hun.

- Det er godt, det er uddannede folk, som har med dyrene at gøre. Fagpersonale er en god ting, så problemet er, at det er meget nemmere at få fat på dyr i dag end for 10 år siden.

Færre kæledyr i hjemmet

Ifølge Dan Nürnberg er det ikke kun det øgede salg på sociale medier, som er årsag til, at flere dyrehandlere må dreje nøglen om. Han mener, færre familier erhverver sig kæledyr end tidligere.

Ser man på de seneste tal fra Danmarks Statistik, bruger vi i dag kun en femtedel af de penge, vi brugte på kæledyr i 2010.

- Da jeg var knægt, havde de fleste en form for dyr på børneværelset, om end det var en kanariefugl, kanin eller skildpadde. Der havde man mere tid i familierne til at tage sig af børnenes dyr, forklarer talsmanden for dyrehandlernes brancheorganisation.

- Det er en forældreting, og de er så travle i den her tid, at man fravælger arbejdet med at passe dyrene. Der er stadig masser af hunde og katte, men de små dyr, børnene kan have på papiret som deres egne, forsvinder.

Dan Nürnberg mener dog, at mange børn ville have godt af et kæledyr at passe på.

- Det kan give ansvarsfølelse og empati overfor både andre mennesker og dyr. Det har jeg svært ved at tro, en fladskærm kan gøre på samme måde, siger han.

Også Pia Ibsen fra dyrehandlen Pito håber på, at udviklingen vender, så flere tager i de fysiske butikker og erhverver sig et kæledyr.

Men indtil da er hun fortrøstningsfuld i forhold til de andre to dyrehandler, hun ejer. Dem er der nemlig fuld gang i.

- Vores kunder i de andre to butikker er meget loyale, og de ved, hvor vigtigt det er at støtte det lokale. De er trofaste, siger hun om kunderne i sine dyrehandler i Auning og Grenå.