Bævere på anklagebænken i landsretten: Lodsejer kræver erstatning for fældede træer

Lodsejer mener, staten skal betale for skader, som bæverne har forvoldt på hans ejendom.

I efteråret 1999 blev 18 bævere sat ud i Klosterhedens Statsskovdistrikt. I dag er bestanden mindst på 100 og de sætter sig tydelig spor i landskabet. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

I dag er bæverne fra Klosterheden Plantage på anklagebænken i Landsretten i Viborg.

Lodsejer Find Andersen-Fruedahl fra Møborg mellem Lemvig og Holstebro mener, at staten er erstatningspligtig for de skader, bæverne har forvoldt på hans ejendom.

Der er tale om et kæremål. For et år siden tabte Find Andersen-Fruedahl nemlig sagen mod Miljøstyrelsen i byretten i Holstebro.

- Jeg er sikker på, at vi vinder den sag. Det er jeg helt overbevist om, siger lodsejeren til DR Midt & Vest.

Find Andersen-Fruedahl overtog sin ejendom fra sine forældre. Siden 1980 har de plantet det 13 hektar store område til med træer som sitka, fyr og rødbøg. Det er dem, som bæverne har fået smag for. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2017) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Find Andersen-Fruedahl ejer 13 hektar jord ved Møborg, som han har plantet til med sitka, fyr og rødbøg.

Men bæverne respekterer ikke ejendomsretten. Ifølge Find Andersen-Fruedahl har bæverne fældet tusindvis af træer og forårsaget store oversvømmelser.

- Og de fælder stadigvæk på livet løs, fortæller han.

Det var i 1999, at Skov- og Naturstyrelsen udsatte 18 bævere i Klosterheden Plantage. De vilde dyr har i dén grad taget området til sig, så der i dag er mindst 100 bævere i området.

De bygger dæmninger og fælder træer, men da bæverne er fredede, er myndighederne ikke forpligtet til at betale erstatning for skader, de forvolder.

Med sagen i landsretten håber Find Andersen-Fruedahl at få ændret praksis.

- Jeg har ulempen ved bæverne, der ødelægger mine træer. Landmænd i området får afgrøder oversvømmet og dræn ødelagt. Jeg er som sagt sikker på, at vi vinder sagen, siger han.

- Hvad nu hvis du taber?

- Så tager vi den derfra. Jeg er ret overbevist om, at landsretten vil være lydhør og se velvillig på vores argumenter.

Find Andersen-Fruedahl kræver mindst 300.000 kroner af Miljøstyrelsen, som i dag er myndighed på området.