Bager boller og spiller kort: Husmødre sørger for hjemlig hygge på plejehjemmet

Vestjysk friplejehjem har ansat tre husmødre, som skal give mere nærvær i plejen af de ældre.

For tre måneder siden fik friplejehjemmet Højbo i Arnborg syd for Herning tre nye ansatte. Deres officielle stillingsbetegnelse er husmødre. Det lyder lidt gammeldags, men det er helt bevidst, fortæller forstander Dorthe Hedegaard Laursen.

- Det handler i høj grad om hjemlig hygge. Det er dem, der sørger for et ekstra glas saftevand i varmen. At man får pirret sine sanser med duft af bageri og rengøringsmidler eller tager et slag æsel, både ude under parasollen i godt vejr og indenfor, siger hun.

Husmødrene er en udvidelse af plejehjemmets faste personale, som først og fremmest tager sig af den personlige pleje i beboernes lejligheder. Det betyder så også, at fællesarealerne ofte kan være tømt for personale, hvilket giver både beboere og pårørende indtryk af, at de er helt alene.

- Husmødrene skal sikre, at beboerne altid kan finde en medarbejder på fællesarealerne i dagtimerne. De skal skabe noget af den hjemlige hygge, som livet på en institution måske godt kan mangle, fortæller Dorthe Hedegaard Laursen.

Beboerne Åge Andersen og Ellen Daugaard med husmor Anne-Marie Smed og husmor Marna Johansen ved klaveret. (Foto: Dorthe Hedegaard Laursen)

Social- og sundhedshjælper Anne Marie Smed er en af de tre, der er ansat til at hygge om de ældre.

- Vi giver et knus eller en tår vand, når der er behov for det. Vi hygger og drikke kaffe og får nybagt brød. Duften af brød er godt, for så får vi en snak om, hvad de selv plejede at bage. Vi får nogle gode snakke, siger hun.

Marna Johansen har en lang erfaring som husmor. Med sin ansættelse på friplejehjemmet får hun nu løn for at gøre nogle af de ting, som hun også gør derhjemme.

- I går plukkede jeg ribs med en beboer. Det var vældig hyggeligt. Det har jeg også gjort derhjemme, fortæller hun.

Åge Andersen og husmor Anne Marie Smed læser dagens nyheder. (Foto: Dorthe Hedegaard Laursen)

Beboere og husmødre har ligeledes været på bustur til et plantecenter for at købe blomster til kummer og højbede.

Hele konceptet med husmødre går ud på at aktivere de 36 ældre mest muligt. Også selv om de måske ikke er helt friske. Hushjælper Marna Johansen fortæller om en kvindelig beboer, der var med til at bage boller.

- Jeg tror kun, hun fik lavet en enkelt bolle, men hun var med. Dagen efter kom hun og spurgte, hvornår vi skal bage boller igen. Det er, hvad det handler om. At man ikke bare sidder og sover, siger hun.

Forstander: Husmødre giver mere ro

De tre husmødre kan give en hånd med ved rengøring og toiletbesøg, hvis behovet opstår. Men de er først og fremmest ansat til at hygge.

Og erfaringerne efter de første tre måneder er gode, vurderer forstanderen.

- Det giver mere ro, og jeg tror faktisk også, at det giver mere arbejdsglæde. Det giver i hvert fald mere kvalitet for vores beboere, og det er jo det, der er målet, siger hun.

Friplejehjemmet har opnormeret med 30 timer om ugen.

- Ja, det koster ekstra. Men vi har fået skabt en stemning, som vi gerne vil. Beboerne føler sig ikke forladte i fællesarealet, og de pårørende tilkendergiver synligheden, siger forstander Dorthe Hedegaard Laursen.

En af beboerne, Stine Kristensen, er også glad for det ekstra personale.

- Enten går vi en tur eller også spiller vi æselspil. Det er rart at blive underholdt lidt. Så går tiden bedre, siger hun.

Selve titlen 'husmor' kan dog udløse et smil. Det fortæller den tredje husmor, Helena Larsen.

- Hvis jeg fortæller nogen, hvad jeg laver, stopper de helt op og siger: "Husmor! Hvad er det egentlig for noget? Du er da ikke særlig gammel?" Men jeg synes titlen passer godt. Vi pusler om de gamle. Vi er som en lille husmor, der gør rent, rydder op og hjælper så godt vi kan. Jeg er glad for det og synes, at det er fedt, siger hun.

Facebook
Twitter