Boogie woogie og faldskærmsleg: Unge med særlige behov får træneruddannelse

Elever på Uddannelsescenter Mariebjerg får mulighed for at tage del i foreningslivet som hjælpetrænere.

Jennifer Sangster (t.v.) er i gang med at blive hjælpetræner. (Foto: Frederik Gatzwiller)

De har diagnoser som autisme, ADHD og fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser.

Men nu får unge på Uddannelsescenter Mariebjerg i Vemb i Vestjylland mulighed for at tage en træneruddannelse under DGI.

- Det er rart, man kan give noget videre og lære noget nyt til de små, siger Jennifer Sangster, der er elev på uddannelsescentret.

Hun er en af de 10 unge, som er i gang med uddannelsen, og har boldspil, boogie woogie-dans og fangeleg på programmet for tiden. Og det har allerede givet hende blod på tanden til at fortsætte som aktiv i foreningslivet.

- Det er helt klart noget, jeg vil fortsætte med, for det gør mig glad at bruge min fritid på det, siger Jennifer Sangster.

Tungt stof bliver gjort enkelt

Lene Buchhave er lærer på Uddannelsescenter Mariebjerg, og har sammen med to kolleger tilpasset en træneruddannelse fra DGI, så den passer til de unges behov.

- Vi har taget det tunge stof og lavet det om, så det passer til vores unges forståelsesramme. Det er gjort enkelt og med billeder, så de kan huske, hvad det går ud på, siger hun.

I alt er 10 elever på uddannelsescentret i gang med træneruddannelsen. (Foto: Frederik Gatzwiller)

Eleverne skal i løbet af foråret i praktik i idrætsforeninger i Vemb og omegn. Men det er forskelligt, hvilke opgaver de kommer til at varetage.

- Vil vil rigtig gerne uddanne dem til at kunne være hjælpetrænere i de helt almindelige foreninger, siger Lene Buchhave og uddyber:

- Det kan være de skal stå for opvarmning, være praktiske hjælpere eller kommer for at være en del af det sociale fællesskab, så de får et tilhørsforhold i de almindelige foreninger.

Uddannelsen er den første af sin slags i Vestjylland, men bliver måske bredt ud, så flere unge med særlige behov får mulighed for at prøve den af. Det siger Heidi Møller Nielsen, der er ungekonsulent i DGI Vestjylland.

- Med den erfaring, vi gør her, vil det være noget, vi også kan bruge andre steder. For det er vigtigt at tænke ind, at unge med særlige behov også kan have en plads i foreningslivet.

Træneruddannelsen er lavet ud fra DGI's træneruddannelse "Unge i Front - Trænerspiren".

Facebook
Twitter