Bordfodbold og nikotin-mentorer skal hjælpe unge gennem en røgfri skoledag

Flere uddannelsessteder giver unge en hjælpende hånd med at få en røgfri skoledag til at fungere.

På Aalborg Katedralskole uddelte skolen gratis slikkepinde og kaffe til skoleårets første arrangement i skolegården i fredags (Foto: (Grafik) Lærke Kromann)

Bum.

Da eleverne mødte ind på ungdomsuddannelserne efter sommerferien, var det pludselig også slut med cigaretter og snus i løbet af skoledagen.

Og manglen på nikotin sætter sig i kroppen.

- Jeg kan godt blive lidt ukoncentreret, fortæller 3.G'er Victor Svolgaard fra HHX på Skive College.

Han bruger selv en halv bøtte nikotinposer om dagen. Klassekammeraten Maja Fleuth Damsgaard bruger to bøtter nikotinposer om ugen. Hun bruger det netop som en hjælp til skolearbejdet.

- I nogle situationer kan jeg godt have det lidt stresset i min skoletid, og hvis man har det lidt stramt med lektierne, så hjælper det tit på det, hvis man tager noget snus, siger hun.

De er langt fra de eneste. Derfor forsøger uddannelsesinstitutionerne flere steder at give de unge en hjælpende hånd i den nye tobaksfri skoledag.

Victor Svolgaard og klassekammeraten Maja Fleuth Damsgaard fra HHX på Skive College bruger begge nikotinposer. Men det er nu forbudt i skoletiden. (Foto: Magnus Munk Kristiansen - DR Nordjylland)

På Skive College tager de i samarbejde med Skive Kommune flere initiativer: Et opstartsevent skal øge bevidstheden om den røgfri skoledag. Eleverne får tilbudt rygestopkurser, og to nøglepersoner er blevet uddannet til at agere 'nikotin-mentorer', som kan hjælpe de unge med gode råd og vejledning, når det bliver svært at klare den nikotinfri skoledag.

For det er afgørende, at eleverne kan koncentrere sig i timerne, fastslår rektoren på Skive College, Hanne Greisen.

- Så hvis vi kan hjælpe og rådgive dem, når de har den her rygetrang, så er vi sikre på, at det er godt for deres læring, siger hun.

Skive College får hjælp fra den lokale sundhedskoordinator fra Skive Kommune til at tackle udfordringer om den nye røgfri skoledag. Det vigtige er at gå efter røgen og ikke rygeren, forklarer sundhedskoordinator Louise Gravers Andersen.

- Det handler om, at vi skal hjælpe dem, der er blevet afhængige, med at kunne gennemføre en skoledag, og så selvfølgelig på sigt håbe på, at man ikke starter, når man kommer på en ungdomsuddannelse, fortæller hun.

For eksempel kan det hjælpe at forklare eleverne, at det kun er midlertidigt, når man får trælse symptomer i kroppen og manglende koncentration i begyndelsen af et rygestop.

- Afhængigheden gør jo, at koncentrationsevnen bliver dårligere, så de skal lige ud af den her abstinensperiode, og så vil de egentlig opleve at få en bedre koncentration, siger hun.

Og så er der dem, der slet ikke har lyst til at stoppe med at ryge. Det er også ok. Men skoletiden er stadig røgfri - også for dem.

- Så der skal vi hjælpe dem i skoletiden.

I videoen nedenfor kan du se et kort uddrag fra opstarts-eventet om røgfri skoletid på Skive College med Victor Svolgaard og Maja Fleuth Damsgaard.

Røgfri skoletid nytter

Mere end hver fjerde unge mellem 15 og 29 år bruger mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt, forklarer seniorforsker i tobaksforebyggelse Lotus Sofie Bast fra Statens Institut for Folkesundhed.

På det tidspunkt, hvor de unge begynder på en ungdomsuddannelse, er der en særligt stor stigning i forbruget. Især snus og nikotinposer vinder indpas.

Det vil være med til at dæmme op for tendensen, når det pludselig ikke længere er en mulighed i løbet af skoledagen, forklarer Lotus Sofie Bast.

- Lige nu står vi sandsynligvis med nogle ungdomsårgange, hvor vi har rigtig mange, som vil få lidt svært ved at overholde de her nye regler. Men de næste generationer har måske været vant til også at gå på nogle skoler inden, hvor man heller ikke måtte ryge. Så jeg tror, vi står over for et skifte, som kommer til at vise sig hen ad vejen.

Nøglen til at få de unge til at droppe nikotin og tobak er at tilbyde dem noget andet at være fælles om.

- Det kommer an på, hvad de unge på institutionen er interesserede i. Det kunne være nogle andre hyggelige steder at sidde eller et bordfodboldbord. At man laver noget andet, man er sammen om end at stå omkring cigaretterne, siger seniorforsker Lotus Sofie Bast.

Netop det gjorde de på Aalborg Katedralskole i den første uge. Her inviterede skolen på kaffe og slikkepinde til skoleårets første arrangement i skolegården i fredags.

Det faldt i god jord hos eleverne - ikke mindst dem, der tidligere kiggede på kammeraterne, der røg eller tog snus. Blandt andre Frederikke Hoxer, der går i 2.g.

- Der var mange, der mødte op og snakkede sammen på tværs af klasser. Det var super hyggeligt rent socialt. Ikke mindst for os, der ikke plejede at stå nede i skuret med snus eller røg.

Samme oplevelse havde Ida Weikert, der også går i 2.g på Aalborg Katedralskole.

- Jeg håber, vi får mere af det, vi kunne mærke i fredags. Der blev dannet nogle nye fællesskaber, hvor jeg oplevede, at der var nogle, man kom til at snakke med, som man aldrig havde snakket med før. Der blev skabt et rum, der handlede om noget andet end det at ryge.

Nikotinposer og snus, der er ulovligt at sælge i Danmark, er populære blandt unge mennesker. Poserne, som dem på billedet med snus, sættes typisk op mellem tandkødet og overlæben. (Foto: Melissa Kühn Hjerrild)

Elever reagerer forskelligt

For rygerne på Skive College er det dog ikke nødvendigvis vejen frem, at skolen tilbyder at hjælpe og støtte til rygestop. I hvert fald ikke for Victor Svolgaard.

- For mig tror jeg ikke, det kommer til at have den store indflydelse, men på længere sigt kunne jeg helt sikkert godt se, at det gør en forskel for andre unge, siger han.

Men for Maja Fleuth Damsgaard er situationen en anden.

- Det kan godt motivere mig til at stoppe helt med det. Det er noget, jeg tænker meget over, for jeg synes egentlig ikke selv, det er så fedt, når det kommer til stykket. Så jeg synes, det er et godt initiativ, siger hun.

Det hører også med til historien, at røgfri skoletid ikke i sig selv kommer til at løse hele problemet, pointerer Lotus Sofie Bast fra Statens Institut for Folkesundhed.

- Vi har en masse gode initiativer undervejs i Danmark, og sådan noget som røgfri skoletid på ungdomsuddannelserne støtter jo op om alt det, der kører i forvejen, siger hun.

Det er blandt andet prisstigninger på tobak, at cigaretter skal være gemt væk bag låger, og det at de nu bliver solgt i såkaldt standardiserede pakker, hvor der hverken er logo eller reklamer på.

Facebook
Twitter