Borgere bruger 80.000 kroner på kampagnefilm for at lokke læge til egnen

Beboerne på vestjyske Thyholm går utraditionelle veje for at skaffe en læge til halvøen.

Beboerne på Thyholm tager nu sagen i egen hånd i et forsøg på at få lokket en fast, praktiserende læge til halvøen i den vestlige del af Limfjorden.

Det seneste år har de indsamlet i omegnen af 80.000 kroner, som de bruger på en kampagnefilm, der skal vise, hvorfor Thyholm er et attraktivt sted at slå sig ned.

- Hvis ikke vi skulle involvere os som lokalbefolkning, hvordan skal de så vide, hvor oprigtigt vores ønske er, siger John Vangsgaard, talsmand for borgergruppen "Ny læge".

Indtil udgangen af marts 2018 havde Thyholm en fast, praktiserende læge. Sådan havde det været siden 1998.

Men som mange andre steder i landet stod der ingen ny læge på spring til at videreføre praksis.

Region Midtjylland har derfor lavet en kontrakt med Alles Lægehuse om at drive klinikken frem til 2021. Patienterne kan dog ikke være sikre på, at de altid møder den samme læge, når de konsulterer klinikken.

Det skaber ifølge John Vangsgaard utryghed.

- Klinikken kører, men det er ikke det samme, som man kender fra en almindelig lægepraksis, hvor det er den samme læge hele tiden, siger han.

Lokale medvirker i kampagnefilm

Et produktionsselskab er i gang med at lave kampagnefilmen, som beboerne på Thyholm håber kan trække en ny, fast læge til.

De medvirkende i filmen er lokale, heriblandt Dennis Arboe, der er ejendomsmægler og jæger i sin fritid og både har støttet projektet økonomisk og medvirker i filmen.

- Som lokal fastboer her på Thyholm er det vigtigt, at vi får skabt noget røre om at få en læge til området. Thyholm kan mange ting, siger han.

Dennis Arboe er ejendomsmægler og jæger i sin fritid. Han støtter både filmen økonomisk og medvirker i den. (Foto: Asta Pil Heltborg - DR)

Fisker Jens Sund stiller sig også foran kameraet for at fortælle om især naturen på Thyholm.

- Naturen er speciel. Det skulle gerne få nogen til at komme hertil, siger han.

Begge er sikre på, at det vil lykkes at få en ny praktiserende læge til området.

Lokalsamfundets initiativ bliver hilst velkommen af Annette Roed (S), der er formand for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.

Hun tror, at borgernes egen kampagne øger chancen for igen at få en praktiserende læge på Thyholm.

- Vi kan vise, hvordan praksis ser ud, hvor mange patienter, der er. Alt det faktuelle. Lokalsamfundet ved, hvordan det er at bo og leve på Thyholm, så borgerne kan supplere med de mere bløde værdier, siger Annette Roed.

Landdistriktsforsker: Svært at nå målgruppe

Pia Heike Johansen er lektor hos Center for Landdistriktsforskning. Hun vurderer, at det kan blive en udfordring at få reklamefilmen ud til målgruppen af yngre læger.

- Det er vigtigt, at man får filmen sendt ud i det store mediebillede i hele Danmark for overhovedet at få vist filmen. Ellers bliver det svært at nå målgruppen, siger hun.

Samtidig bor gruppen af yngre læger ofte i de store byer, hvor de er vant til at være sammen med andre, der ligner dem selv, både når det gælder alder, holdninger og erhverv. Modsat de mindre samfund, der ofte har en bredt sammensat befolkning.

- Så man skal være forsigtig med at fortælle om de forskellige livsformer, der er på landet, når man henvender sig til en gruppe, der næsten kun kender én livsform, siger lektoren.

Kampagnefilmen om Thyholm er færdig om et par måneder. Det er planen, at den skal ud på forskellige hjemmesider og sociale medier for læger og lægestuderende.