Brand i skydeterrænet ved Borris er nu slukket

Stort hedeareal er gået op i røg efter stor brand ved Borris i nat. Ilden er nu slukket.

En stor brand har lagt flere hundrede hektar øde i skydeterrænet ved Borris. Ilden er nu slukket. (Foto: www.112-billund.dk)

Et område på omkring 400 hektar hede og bevoksning er gået op i røg, efter der udbrød brand i Borris Skydeterræn mellem Skjern og Sdr. Felding.

Ilden blev opdaget i aftes, og brandvæsenet har arbejdet på stedet det meste af natten, og ilden er nu slukket.

Det oplyser politiets vagtchef, Lars Even.

Der går dog stadig nogle brandvagter i området for at sikre, at ilden ikke blusser op igen.

Skyldes måske skydning

Brandvæsenet var massivt til stede for at få ilden under kontrol.

Der var assistance fra Flyvestation Karup, og en helikopter var i luften for at se, hvilken vej ilden bredte sig.

Det vides endnu ikke, om branden opstod i forbindelse med skydning i terrænet.

Ingen mennesker var i fare ved branden.

På grund af slukningsarbejdet kan der være nogle afspærringer i området.

Facebook
Twitter