Broklap smækkede i ved et uheld: Nu vil borgmestre standse automatisering af broer

Det holder ikke, at erstatte fysiske brovagter med fjernbetjent automatik, mener borgmestre.

Vilsundbroen er en bueklapbro, der forbinder Limfjordsøen Mors og det nordvestjyske Thy. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Et stort brag kunne lørdag høres langt væk fra Vilsundbroen mellem Thy og Mors.

Den 300 tons tunge broklap løb pludselig løbsk og smækkede ukontrolleret ned i de bærende konstruktioner.

Ingen kom til skade, men uheldet gør, at flere borgmestre nu sætter streg under, at de vil have standset en planlagt automatisering af tre Limfjordsbroer.

- Jeg håber, at braget var så højt, at det også kunne høres helt til Transportministeriet, siger borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V).

Broklappen faldt ned, da den skulle lukke igen efter være åbnet for en båd, der skulle passere. Efter uheldet kunne bilerne i en periode ikke køre over broen, fordi broklappen lå forkert.

Den lokale brovagt fik dog styr på problemet, og kort tid efter kunne trafikken igen glide over broen. For det er afgørende, at broen er farbar, fastslår Hans Ejner Bertelsen.

- Vi kan jo se, at der kan ske uheld, og vi risikerer at skulle vente i lang tid, før vi igen kan passere broen. Det er stærkt bekymrende, siger han.

  • Vilsundbroen har to vejspor, en cykelsti og et fortov. Her er broen dog spærret kortvarigt af for anden trafik i forbindelse med et cykelløb i 2005. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Danmark)
  • Vilsundbroen blev bygget i 1937-1939 og blev indviet med folkefest 16. juli 1939. (Foto: Vagn Hansen © Scanpix Denmark)
1 / 2

Han og borgmesteren i nabokommunen Thisted er nu sammen med borgmestre i andre brokommuner ved at skrive et brev til Vejdirektoratet og transportministeren, hvor de beder om et møde.

- Det er for igen at dokumentere, at det jo ikke er for sjov, at vi synes, det er en dårlig idé, at man skal fjernstyre sådan nogle gamle broer, siger borgmester i Thisted, Ulla Vestergaard (S).

I Mariagerfjord Kommune har borgmester Mogens Jespersen (V) udsigt til, at den lokale Hadsundbro også skal automatiseres.

Han har også for længst noteret sig weekendens uheld med Vilsundbroen.

- Jeg har hele tiden syntes, automatiseringen var en forkert beslutning. Sikkerheden for vores sejlende og for folk, der kører over broen, er langt fra i orden, når der ikke sidder en brovagt på stedet, siger han.

Noget mekanisk har svigtet

Vejdirektoratet arbejder på at finde årsagen til, at broklappen ved Vilsund pludselig smækkede i.

- Selvfølgelig skal sådan noget ikke ske, og vi gør alt, hvad vi kan, for at få det løst hurtigt, siger ingeniør i Vejdirektoratet, Lis Lassen.

En rådgiver og en entreprenør er i gang med at få et billede af, hvad der er foregået. Det er altså endnu ikke muligt at svare på, hvad der gik galt, men sådan et uheld sker ikke af sig selv.

- Der er ingen tvivl om, at der er et eller mekanisk, som har svigtet, og som vi skal have set på, siger hun.

Det er planen, at Vilsundbroen, Aggersundbroen og Hadsundbroen skal automatiseres.

En proces, som Vejdirektoratet har sat i gang, og som minimum varer til og med 2022. Der er dog ingen konkret dato for, hvornår de tre broer skal styres af automatik frem for fysiske brovagter.

Men transportminister Benny Engelbrecht (S) skriver til DR Nyheder, at man holder fast i beslutningen om at automatisere flere broer.

"Umiddelbart er det Vejdirektoratets vurdering, at det (fejlen på Vilsundbroen, red.) ikke ville have været anderledes i en situation med fjernbetjening. Tværtimod forventer de, at mange fejl ville kunne rettes hurtigere, da der typisk er flere medarbejdere på vagt i en fjernbetjeningscentral," skriver Benny Engelbrecht og fortsætter:

"Sikkerheden skal selvfølgelig være i orden i forhold til fjernbetjening, og der har været en forsøgsordningKronprins Frederiks Bro, som har vist, at sikkerheden er på minimum samme niveau som ved lokal styring, at ordningen ikke har ført til kritiske hændelser, og at brovagterne er trygge ved fjernbetjening."

Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund betjenes i forsøgsperioden fra Trafiktårnet i København.

Facebook
Twitter