Buschauffør Kirsten frygter hver dag at slå én ihjel på jobbet

Mange cyklister kører uden lys, oplever buschauffører, der hver dag er bange for at køre dem ned.

Kirsten Hollænder fra Aulum elsker sit job som buschauffør. Men manglende cykellygter og reflekser er lige nu næsten dagligt skyld i ubehagelige episoder - både for hende og cyklister.

For nylig var det tæt på at gå ud over en 10-årig dreng.

- Det var tåget, og han cyklede på et sted, hvor der er rigtig mange træer. Så man kunne slet ikke se ham, fortæller Kirsten Hollænder.

- Jeg havde nær drønet direkte op i ham, og jeg blev faktisk forskrækket. Jeg var nødt til at bremse så meget op, at jeg næsten havde alle kunderne heroppe foran. Og jeg bliver påvirket af det hver gang, siger hun.

Kirsten Hollænder oplever dagligt mange cyklister uden lys. (Foto: Rasmus Gade Østergaard © DR Midt & vest)

Ser 20 cyklister uden lys på én time

Kirsten Hollænder er ansat hos busselskabet Umove i Herning, der har omkring 50 buschauffører. De oplever alle det samme problem som Kirsten Hollænder.

Driftsleder Klaus Klemmensen er ikke begejstret.

- Vi ser det som et stigende problem i trafikken, og vi synes, at uopmærksomheden er blevet for stor, siger han, og sender en opfordring til cyklisterne:

- Se nu for pokker at få noget lys på!

På én time en almindelig morgen ser Kirsten Hollænder typisk op til 20 cyklister uden lys på - både børn og voksne, vurderer hun.

- Når de dukker op uden lys på, bliver jeg både gal og chokeret. Nok mest chokeret, for det er jo forfærdeligt, hvis man kører én ned!

Plads til forbedring

Hos politiet oplever man ikke, at cyklister uden lys er et stigende problem.

- Mine patruljebetjente siger, at det er blevet bedre de seneste år - men de siger også, at der bestemt stadig er plads til forbedring. Der er stadig alt for mange, der kører uden lys, siger Henrik Glintborg, chef for færdselspolitiet hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge ham skylder cyklisterne både sig selv og ikke mindst chauffører og bilister at have lys på. For cyklisten trækker det korteste strå, hvis buschaufføren overser vedkommende.

- Det vil chauffører for alt i verden undgå, for de ved godt, hvor vanvittigt farligt det er. Der er desværre mange mennesker, der gennem årene er blevet slået ihjel i mødet med en bus, lastbil eller bil - bare fordi man ikke havde cykellygterne på den dag, siger han.

Samtidig er det vigtigt, at forældre kræver af deres børn, at de har lys på cyklen, siger Henrik Glintborg.

På Kirsten Hollænders morgenrute er der heldigvis også cyklister med lys på blandt trafikanterne.

- Jeg bliver faktisk lidt glad, når jeg ser dem, der cykler med lys på, siger hun.

Bøden for at cykle uden lys er 700 kroner.

DR Midt & Vest undersøgte problematikken med cyklister uden lys på, fordi Kirsten Hollænder fortalte #DRfordig, at hun undrer sig over det til hverdag.

Facebook
Twitter