Butikker brænder inde med varmt vintertøj

Det er svært at sælge vintertøj, når det ikke er vinter. Mange butikker har allerede vintertøjet på udsalg.

Januar-udsalget er godt i gang, og nu er der mange steder også vintertøj på udsalg.

Det milde vintervejr gør, at butikkerne sætter flere vinterjakker og vintersko på januar-udsalg, fordi det går så sløjt til med salget.

Faktisk er salget faldet med mellem 10 og 12 procent i forhold til december 2012, fortæller Jens Birkeholm, der er direktør for brancheorganisationen Dansk Detail:

- Det milde vejr gør, at folk ikke har brug for vintertøjet, og så bliver forbrugernes punge i lommen, fortæller han.

Kan mærkes hos forhandlerne

Hos Skokjær i Holstebro kan skohandler Poul Damkjær godt mærke, at vinterstøvlerne ikke ligefrem bliver revet ned af hylderne.

- Vi må erkende, at salget fra december 2013 ikke kan følge med salget fra året før, men sådan er det, når vejret er, som det er. Det er svært at sælge vinterstøvler, når det ikke er vinter, siger Poul Damkjær.

Hos Damkjær Sko har de intet problem med at gemme dette års usolgte vinterstøvler til næste år. De mener, at de tiloversblevne modeller sagtens kan gå igen.

Facebook
Twitter