Byt dine gamle ting til nye i hele landet

Bæredygtig levevis og grøn omstilling er ikke kun buzzord for folk i storbyen. Omstillingen skal ud i hele landet, mener forening, der derfor kører Omstillings-stafet.

Gammelt legetøj kan måske blive vækket til live i nye hænder. Derfor arrangerer Omstillings-stafetten byttemarkeder over hele landet. I dag i Thisted. (Foto: © Gitte Rokkedal Jensen)

En mere grøn og bæredygtig levevis. Det er ikke bare noget for hipstere i storbyerne. Det skal vi i gang med alle sammen.

Sådan lyder budskabet fra Omstillings-stafetten, som er på tur rundt i landet. Blandt andet med et byttemarked, hvor borgerne i i alt 12 byer kan aflevere ting, de ikke længere har brug for, og måske i stedet få noget nyt med hjem. Alt sammen for at spare ressourcer på nye indkøb.

- Og det haster, siger Inge-Lise Hougaard, koordinator i netværket Omstilling Nu, som arrangerer stafetten.

Alle må i gang med det samme

Bæredygtighed og grøn levevis er nemlig ikke noget, der kun skal ske i de store byer. Hvis man skal gøre noget ved klimaet, så gælder det om at komme i gang alle steder, siger Inge-Lise Hougaard:

- Vi kan ikke vente på i morgen, vi er nødt til at gå i gang i dag for at få skubbet på det. Både fra politisk og folkelig side.

Derfor kører karavanen rundt til i alt 12 byer i forskellig størrelse, store som små, så budskabet kommer bredt ud.

- Det skal komme både oppefra og nedefra, for ellers så rykker vi ikke nok, siger Inge-Lise Hougaard.

Storbyerne har indtil nu taget teten

I dag er stafetten nået til Thisted, hvor der udover byttemarked også vil blive arrangeret møder for det lokale erhvervsliv, så virksomhederne kan udveksle erfaringer med hinanden.

Ifølge projektleder Pennie F. Henriksen i Thisted Kommune er det vigtigt, at den slags grønne tanker kommer ud i hele landet:

- Der er nok en tendens til, at der er mere fokus på bæredygtig levevis i storbyerne. Derfor er det her en god måde at få spredt ideerne og mulighederne til hele landet, siger hun.