Cannabis-forsøg ved at smuldre: Læger tør ikke udskrive olien

Det er stort set umuligt at finde en læge, der vil udskrive cannabisolie, når forsøg starter, viser ny rundringning.

Som uddannet sygeplejerske ved Dorthe Heilskov godt, at medicin skal være godkendt af myndighederne. Alligevel tager hun selv cannabisolie, som hun køber på en udenlandsk hjemmeside. (Foto: Dorthe Heilskov (privatfoto))

I fire uger har flexjobber og tidligere sygeplejerske Dorthe Heilskov fra Holstebro taget cannabisolie, som hun køber på en udenlandsk hjemmeside. Hun lider af fibromyalgi og leddegigt, som giver voldsomme smerter i blandt andet fingre, albue, skuldre og læn.

- Det virker fantastisk. Jeg kan nu sove om natten og har klaret mig uden min almindelige gigtmedicin siden 13. august, siger Dorthe Heilskov.

Fra 1. januar 2018 giver Sundheds- og Ældreministeriet udvalgte patientgrupper mulighed for at få ordineret cannabisolie hos egen læge i en fire-årig forsøgsordning.

Men stort set ingen læger vil udskrive olien. Det viser en rundringning, som DR har foretaget blandt samtlige regionale formænd hos PLO, Praktiserende Lægers Organisation.

Lægerne vil ikke tage ansvaret for at udskrive recepter på medicin, hvor der ikke er en videnskabelig dokumentation for virkning og bivirkninger, lyder det.

En udmelding som skuffer Dorthe Heilskov.

- Som tidligere sygeplejerske kan jeg udmærket forstå mekanismen bag lægernes afvisning. Men jeg har store problemer med at tåle almindelig gigtmedicin og kan heller ikke tåle almindelig smertestillende medicin. Jeg kan ikke få mit liv til at fungere uden cannabisolie, siger hun.

Dorthe Heilskov lider af fibromyalgi og leddegigt, som giver voldsomme smerter i blandt andet fingre og albue. Hun fortæller, at cannabisolie lindrer smerterne. (Foto: Dorthe Heilskov (privatfoto))

Lise Høyer, som er formand for PLO i Region Midtjylland, forudser, at kun ganske få læger vil gå med i forsøgsordningen. Hun vil i hvert fald ikke selv udskrive cannabisolie.

- Når jeg udskriver en recept, har jeg ansvar for virkning og bivirkning, og hvordan det virker sammen med den øvrige medicin. Den viden har jeg ikke, siger Lise Høyer.

Hos Annemette Knudsen Alstrup, formand for PLO Nordjylland, er holdningen den samme.

- Der vil efter min bedste overbevisning være forsvindende få praktiserende læger, der tør tage det ansvar at udskrive medicinsk cannabis, siger hun.

Dermed risikerer hele grundlaget for forsøget at smuldre, medgiver hun.

- Den her forsøgsordning ligner en ordning, der er ønsket fra politisk side, men set med faglige øjne ikke giver mening. Derudover risikerer den at skabe en falsk forhåbning for mange patienter, da de ikke vil kunne få udskrevet medicinsk cannabis ret mange steder, siger Annemette Knudsen Alstrup.

Lise Høyer fra PLO Midtjylland mener, at patienterne bliver taget som gidsler.

- Man har stillet dem nogle forventninger om, at det nu er muligt fra 1. januar, siger hun.

Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), kan godt forstå, at lægerne er tilbageholdende overfor forsøget. Han påpeger, at de praktiserende læger bliver klandret, hvis de udskriver noget med bivirkninger, der først viser sig senere.

Bent Hansen understreger, at det er op til den enkelte læge at bestemme, om de vil udskrive medicinsk cannabis.

- Hvis de føler, at det er ikke er oplyst nok, må de statslige myndigheder sørge for et bedre og stærkere grundlag. Det er et flertal i folketinget, der har ønsket forsøgsordningen, siger han.

For Dorthe Heilskov i Holstebro betyder lægernes afvisning, at hun fortsat må ty til udenlandske hjemmesider for at skaffe cannibisolie.

- Jeg kan ikke klare mig uden. Jeg risikerer voldsomme smerter, og jeg er rigtig bange for smerter, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.