Corona giver byggeboom: Nu må du vente et år på dit hus

Coronakrisen og en lav rente giver stor efterspørgsel på nybyggerhuse.

Salget af helårsbyggegrunde i Danamrk er ifølge boligsiden.dk steget med hele 32 procent fra 2019 til 2020.

Der er usædvanlig travlhed i byggeriet i øjeblikket.

Den lave rente og coronakrisen har givet mange lyst til at bygge nyt hus.

Hos Eurodan Huse, som bygger cirka 600 nye huse hvert år, betyder det ekstra lang leveringstid på drømmehuset.

Normalt kan de bygge et hus fra første byggemøde til overdragelse af nøgler på otte måneder. Men i øjeblikket må nybyggere væbne sig med ekstra leveringstid og skal vente et år på deres nybyggede hus.

- Jeg har været i Eurodan i syvethalvt år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Torben Futtrup, der er afdelingsleder i Eurodan i Herning.

Den tendens oplever de over hele landet. Også hos Milton Huse og hos Danmarks største husbygger, Huskompagniet, som bygger cirka 1.700 huse om året. Her er der ikke længere leveringstid, fordi de har organiseret sig anderledes – men de har noget mere travlt end normalt.

- Der er ingen tvivl om, at det seneste år er bedre, end vi havde turde håbe på, siger Martin Ravn-Nielsen, der er direktør i Huskompagniet.

Han peger på, at coronakrisen har gjort folk mere bevidste om, hvor meget et hus betyder, og derfor vil man gerne bo bedst muligt.

- Det at bygge et nyt hus, som passer til ens egen familie og måske med et ekstra kontor – det er noget af det, som har gjort, at vi ser en øget aktivitet hos os, siger Martin Ravn-Nielsen.

Men udover ønsker til et nyt hus, har coronakrisen for mange skabt lidt luft i økonomien, som gør huskøbet muligt.

- Der er ingen tvivl om, at biler og rejser er fravalgt i øjeblikket, og så er det det nok boligen, som står for tur, siger Torben Futtrup fra Eurodan Huse.

Familien Bequri turde ikke vente

En af dem, som har valgt et bygge nyt er Alban Beqiri fra Herning. Han og familien havde brug for mere plads, og han turde ikke vente med at sætte byggeriet igang. Derfor skrev de under på nybyggeriet i juli.

- Vi vidste ikke, hvordan verden ville komme til at se ud, og vi var bekymrede for, om vi kunne låne, og om det overhovedet ville være muligt at bygge nyt, siger Alban Beqiri.

Han glæder han sig over, at han lige præcis nåede at skrive under, inden leveringsfristen hos Eurodan Huse gik i vejret. Og nu venter han, konen, deres tre børn samt hans forældre på at kunne flytte ind i det mere ned 200 kvadratmeter store hus.

- I sin tid købte jeg hus sammen med mine forældre. Nu har jeg fået kone og tre børn, og så følger mine forældre også med i det nye hus, siger Alban Beqiri.

2020 blev bedre end håbet

Corona skabte ellers en del usikkerhed på markedet, og derfor er det også med både glæde og lettelse, at der er travlhed i branchen.

- I marts 2020 havde vi ikke set komme, at vi skulle ind i sådan en positiv tendens, som vi har set. Så vi håbede det bedste, og det er det i al fald blevet, siger Martin Ravn-Nielsen.

Alban Bequri foran sit hus tilbage i 1. januar. Han og familien får nøglerne til drømmehuset til marts. (Foto: PRIVATFOTO © dr)

Familien Beqiri fik solgt deres parcelhus fra 70'erne i Herning på to dage, og det hurtige salg overraskede familien Beqiri. Derfor bor de nu midlertidigt, indtil de til marts kan flytte ind i deres nye drømmehus.

- Vi har ikke haft så meget plads at gøre med, så vi glæder os til mere plads og et værelse til alle, siger Alban Beqiri.