Dalende kvoter driver fiskere fra Bornholm og Hanstholm ud på samme vand

Ny kvoteaftale tvinger fiskerne fra Østersøen til at sejle længere væk i jagten på fisk og skaldyr.

Asger Christensen har oplevet, hvordan flere og flere fiskere jagter de samme fisk. (Foto: Anders Davidsen - DR)

Kutteren 'Andrea R194' er på jagt efter jomfruhummere ud for Hirtshals i Nordjylland.

Thomas Thomsen hedder skipperen i styrehuset. Han er ikke nordjyde, men kommer fra Bornholm og er formand for Bornholm og Christiansøs Fiskeriforening.

- Normalvis har vi haft et halvt års fiskeri i Østersøen, men nu ligger vi så og fisker andre steder hele året. Det gør vi stort set alle sammen, siger han via en skrattende satellittelefon.

Thomas Thomsen har for længst opgivet at leve af at fiske i Østersøen tættere på hjemmet. Derfor stævner han ud og ligger til kaj i Strandby ved Frederikshavn. Og omkring 30 andre fartøjer fra Bornholm fisker nu også udelukkende langt fra deres hjemstavn.

- For mit vedkommende har det været sådan her i omkring tre år. Og inden for en periode på fem år tror jeg, at vi mere eller mindre er lukket helt ude af Østersøen.

Og det er den vej, havstrømmene løber lige nu. For i går blev EU’s fiskeriministre enige om en aftale for, hvordan fiskernes kvoter skal se ud næste år i Østersøen.

Den nuværende torskekvote reduceres i den vestlige Østersø med hele 88 procent, hvilket er fire procentpoint lavere end det ventede på 92 procent, som EU-Kommissionen havde lagt op til.

Og den er hård ved fiskerne fra det østligste Danmark.

- Lukninger i den vestlige Østersø er en katastrofe på Bornholm. Det lukker fuldstændig ned for fiskeriet. Det er ikke kun indtægter, men en hel kultur der dør væk.

(Foto: Grafik: Signe Heiredal © DR Nyheder)

Fiskerne presser hinanden

Bornholmeren Thomas Thomsen er udmærket godt klar over, at det ikke er optimalt, at fiskerne kæmper om fangsterne op og ned af hinanden.

- Når du flytter en fisker fra ét område til et andet, så skubber han til dem, der er der i forvejen. Det breder sig som ringe i vandet. Der er jo konkurrence om fisken, så det er klart, at det rykker på balancen, når du begynder at fiske andre steder.

Hvordan har du det med, at du presser andre fiskere?

- Jeg har det ikke superfint med at ligge og fiske uden for Østersøen. Men vi har også banklån, der skal betales. Så vi er pinedød nødt til at fiske her.

I Hanstholm i Thy ligger 'Astoria' langs kajen. Den er ejet af den lokale fisker Asger Christensen. Han fortalte i sidste uge, hvordan han forsøger at komme ud af erhvervet, fordi det ikke kan svare sig længere rent økonomisk.

De kraftigt reducerede fiskekvoter i Østersøen er en af med- eller modspillerne – alt efter, hvordan man ser på det.

- Det gør jo nu, at der er endnu flere af de skibe fra Østdanmark, der kommer herop og fisker efter jomfruhummere og rødspætter, som der er kvoter til. Folk fisker jo efter de muligheder, der er tilbage.

- Hver fisk kan jo kun fanges én gang, så vi kan jo kun være et vist antal skibe inden for et vist fiskeri.

Øjebliksbillede af fiskefartøjernes lokation tirsdag 21/10 kl. 14:23. De blå trekanter er fiskeskibe. De grå er ukendte fartøjer. Prikkerne er havne. (Foto: Vesselfinder.com (Screenshot))

Ophug er en udvej

Helt mod nord i Skagen kan den lokale fiskeriformand John Jakobsen se, at der er flere både fra Østersøen, der søger nordpå efter fangst. Blandt andet jomfruhummer.

Selvom han føler med de mange fiskere, der med gårsdagens aftale fik revet tæppet væk under sig, så frygter han også for de lokale fiskeres fremtid.

- Vi frygter, at der nu kommer endnu flere både og vil deltage i hummerfiskeriet. Hvis der pludselig bliver 20 procent flere jomfruhummere på et marked, som ikke kan bære det, så falder prisen på jomfruhummer jo.

- Det er sådan en kvote, hvor der nok er plads til, at der kan komme nogle både ind, men kan bestanden bære det? Og kan markedet? Det er de bekymringer, vores medlemmer sidder med, siger John Jakobsen.

DR har tidligere fortalt, hvordan store flåder af fiskefartøjer har ramt salgsannoncerne, og nogle ender måske med at blive hugget op med støtte fra EU - blandt andet via kompensationsordningen efter brexit til Nordsøfiskerne.

Samme mulighed er nødvendigt for fiskerne i Østersøen, mener Jesper Juul Larsen, der er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening i Esbjerg og Hvide Sande.

- Der er simpelthen blevet for mange fartøjer om for få kvoter. Jeg håber virkelig, at man får lavet nogle ordninger, så man giver de fiskere, som ønsker at komme ud, en mulighed for at gøre det med skindet på næsen.

Hans kollega i Skagen er helt enig. Der skal være færre både i fiskeflåden, siger fiskeriformand John Jacobsen.

- Jeg håber virkelig, for de mennesker det går ud over, at ministeren vil gribe ind og få lavet nogle fair ordninger for dem. Der er jo ingen fiskere, der er interesserede i at udrydde torskebestanden. Men at tage så drastisk et hug på én gang,det er der jo ikke nogen, der kan tilpasse sig.

Facebook
Twitter