Danmark ramt af epidemi: Særligt børn er ramt

En luftvejsinfektion har udviklet sig til en epidemi i Danmark. Alle kan blive ramt.

Bakterien smitter ved dråbeoverførsel, når man hoster og nyser på hinanden. (Foto: Colourbox.com © ColourBox.com)

Landet er lige nu ramt af en epidemi, der er særligt udbredt blandt børn.

Det oplyser Statens Serum Institut.

- Det er en bakterie, der kan angribe alle luftveje. Den kan give ondt i halsen, hæshed, bronkitis, og så kan den give lungebetændelse, som man skal behandle aktivt, siger Ejvind Mouritsen, der er praktiserende læge i Skjern.

Epidemien ser ud til at have toppet, men man kan fortsat forvente mange nye tilfælde de kommende uger. Alle kan blive ramt af bakterien, der har navnet Mycoplasma.

I de tre sidste uger af november blev der på landsplan påvist omkring 250 nye Mycoplasma-tilfælde om ugen.

- Man skal være opmærksom på symptomerne i forbindelse med luftvejsinfektioner, og det gælder særligt høj feber, medtaget almen tilstand og lufthunger, siger Ejvind Mouritsen.

Bakterien smitter ved dråbeoverførsel, når man hoster og nyser på hinanden. Forebyggelse af sygdommen handler om god håndhygiejne, og at man er opmærksom i offentlige rum, så man ikke hoster i retning af andre.

Fakta om sygdommen:

  • Infektionen bliver også fejlagtigt kaldt ”kold lungebetændelse”.

  • I Danmark ses en epidemi hvert 4. til 6. år.

  • Infektionen forekommer hyppigst om efteråret og først på vinteren.

Kilde: ssi.dk

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1077488435635013

Facebook
Twitter