Danmarks første fodboldfestival for piger skal skaffe flere medlemmer

I denne uge er 600 piger til fodboldfestival i Viborg.

Fodbold er Danmarks største holdsport for piger. Men håbet er, at søstrene Sofia (tv) og Sille Søgaard sammen med 600 andre piger får endnu mere blod på tanden til at dyrke fodbold. (Foto: Kim Nybom)

Tvillingerne Sille og Sofia Søgaard på seks år har i dag spillet fodbold på fodboldfestival i Løvel ved Viborg.

Det er den første fodboldfestival af sin slags. Det er nemlig i skoletiden, at tvillingerne og cirka 600 andre piger i 0.-1. klasse i Viborg Kommune har bolden mellem fødderne.

Og efter de første boldlege er der begejstring at spore hos Sille Søgaard.

- Ja, jeg kunne godt overveje at begynde at gå til fodbold, siger hun.

Maiken Nyberg Nielsen fra Viborg Idrætsråd står for nogle af aktiviteterne, og hun mener, der er brug for fodboldbegivenheder målrettet piger.

- Nogle af pigerne siger: "Vi gider ikke spille med drengene, for de vil bare selv score". Så de synes, det er fedt at spille kun pigerne sammen, siger Maiken Nyberg Nielsen.

Fodboldfestivalen handler ikke om at vinde og tabe, men er fyldt med mange små lege med og uden bold. Netop hyggen og glæden ved en bold skal vækkes.

- Vi skal lege. Særligt med pigerne er det vigtigt at være sammen med veninderne, hygge sig og have det sjovt. Og så kommer alt det tekniske senere, siger Maiken Nyberg Nielsen.

Fodbold er allerede Danmarks største holdsport for piger, men Maiken Nyberg Nielsen håber, at festivalen kan få endnu flere piger til at spille fodbold i fremtiden.

- Vi håber at få antallet af piger til at stige med 50 procent i den kommende periode, siger Maiken Nyberg Nielsen.

  • Det er ikke kun aktiviteter med bold, som pigerne skal igennem. (Foto: Kim Nybom)
  • Oppustelige boldbaner er en del af konceptet med fodboldfestivallen i Viborg. (Foto: Kim Nybom)
1 / 2

Jordnært projekt

Festivalen er koordineret af Viborg Kommune og foregår i skoletiden. Dermed henvender den sig ikke kun til de piger, som i forvejen er interesseret i fodbold, og som typisk ville melde sig til de øvrige fodboldskoler.

Pigerne bruger en enkelt skoledag på festivalen, som i løbet af denne uge gæster forskellige klubber med forskellige skoler.

Festivalen er arrangeret i samarbejde med Viborg Kommune, Dansk Boldspil Union samt 14 lokale foreninger, og så er den støttet af Nordeafonden med 400.000 kroner over de næste tre et halvt år.

- Det handler om at få pigerne til at interessere sig for fodbold – også dem, som aldrig har rørt en bold før – det er et fantastisk jordnært eksempel på det, forklarer direktør i Nordeafonden, Henrik Lehmann Andersen

Mandag aften spiller det danske kvindelandshold landskamp på stadion i Viborg. Og netop Nadia Nadims og Pernille Harders succes på de europæiske fodboldbaner skal være med til at bane vejen for flere piger, der folder sig ud på grønsværen.

- Vores elitekvinder, skaber et rum for interesse for kvindefodbold. Derfor gælder det om at udnytte den fart, der er i det lige nu, siger Henrik Lehmann Andersen.

Viborg Idrætsråd følger efter festivalen op med råd og vejledning til de klubber, som er med i projektet.

Facebook
Twitter