Danmarks første talent-campus for kunstneriske unge åbner i Vestjylland

Nyt talentakademi skal modne fremtidens forfattere, musikere, skuespillere, designere og dansere.

Camilla Bak Kristensen (th.) er elev på Dansk Talentakademis forfatterlinje, og hun er glad for, at alle akademiets linjer nu er samlet på det nye campus. (Foto: © Ole Mortensen, www.olemortensen.dk)

Unge kreative talenter som er dygtige til at skrive, danse, designe, spille musik eller skuespil skal samles, så de inspirerer hinanden. Det er tanken bag Dansk Talentakademis nye campus-bygning i Holstebro, som åbner i dag.

De unge på talentakademiet går typisk på en ungdomsuddannelselse og ved siden af får de undervisning cirka 8,5 timer på den linje, de har valgt: musik, musical & teater, forfatter, dans eller kunst & design. Undervisningen på talentakademiet skal afklare og forberede de unge til en kreativ karriere og eventuelt bestå en optagelsesprøve på en videregående kunstnerisk uddannelse.

Meningen med at samle kreative unge er, at de bruger hinanden mere, siger Søren Taaning, der er leder af Dansk Talentakademi og desuden formand for Legatudvalget for Billedkunst i Statens Kunstfond.

- Vi vil opfordre og motivere dem til i højere grad at lave egne projekter på kryds og tværs, siger han.

Dansk Talentakademi tror på, at unge bliver klogere på deres egen kunstarter ved at møde andre, og netop visionen om flerfaglighed på det nye campus i Holstebro er helt unik, siger Søren Taaning.

- Det nye campus skal simpelthen være et eksperimentarium, hvor de får lov at prøve flere forskellige kunstarter af. Det kan jo være, at en på forfatterlinjen for eksempel får lyst til at skrive manuskripter til skuespil, siger han.

Udover plads til kunstnerisk udfoldelse kommer det nye campus også til at rumme 29 studieboliger med plads til i alt 44 elever.

Talenter bliver modnet på for-skoler

Det er nyt, at man i talentarbejde bredt inddrager flere forskellige kreative retninger, fortæller Birthe Lund, lektor for Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet. - Det ligger i tidsånden, at man skal lave talentudvikling alle steder, mener hun.

Birthe Lund ser den nye skole som et eksempel på, at unge først går på talentskole for så at blive klar til den videregående uddannelse, de drømmer om.

- Det er nyt, at man skal gå på en forberedende skole bare for at blive optaget på en videregående uddannelse. Det er udtryk for, hvor hård konkurrencen er inden for det felt, siger hun.

Flere eksperimenter

Der er fem kunstneriske linjer på Dansk Talentakademi og omkring 110 elever i alt.

En af dem er Camilla Bak Kristensen, der går på forfatterlinjen. - og for hende betyder det især noget, at de fem linjer bliver samlet på ét sted.

- Jeg bliver meget inspireret af at se, hvad de andre laver. Og jeg får også lyst til at prøve det, de laver - fx at danse, spille musik eller male, siger hun.

De fysiske rammer er også designet til at lade eleverne prøve ting af, fortæller Søren Taaning.

- Der er nogle meget åbne rum, hvor det ikke er givet på forhånd, hvad der skal ske i dem. Der er måske både en scene og et podie. Et rum kan være et musikstudie og også en udstilling. Det kan være det hele på samme tid, siger han.

Søren Taaning håber, at de nye rammer på talentakademiets campus vil give mulighed for, at de unge selv kommer mere på banen.

- Vi vil gerne bevæge os væk fra det meget skolede, til at det bliver et sted, hvor man eksperimenterer og prøver sig selv af, siger han.

Vil mærkes i byen

Holstebros borgmester HC Østerby er overbevist om, at det nye campus bliver en gevinst for byen.

- Helt sikkert! Der kommer allerede søgning fra store dele af landet. Det her campus miljø hvor man kan bo og være en intergreret del, mens man tager en ungdomsuddannelse. Det vil gøre, at unge mennesker vil søge til Holstebro fra hele landet, siger HC Østerby.

Det nye campus vil kunne mærkes i byen, mener Søren Taaning.

- De unge får et sted, hvor de kan fyre den af med det, de interesserer sig for. Det kommer til at betyde noget for byens puls, siger han.