Danmarks sidste farveri på vej mod konkurs

Fjelstervang Farveri ved Herning taber kampen mod farverier i Østeuropa og Asien. Firmaet er på vej mod en konkurs, der koster 20 medarbejdere jobbet.

Der er blevet farvet garn og strikketøj i Fjelstervang i 44 år - nu er det lokal farveri truet af konkurs og 20 ansatte på vej til at miste deres job. (© Colourbox)

20 medarbejdere på Fjelstervang Farveri ved Herning står til at miste deres job efter de blev fritstillet i fredags.

Faglig sekretær Torben B. Andersen fra 3F Midtjylland håber stadig på en redning, men frygter det værste:

- Vi håber selvfølgelig at virksomheden bliver reddet i sidste øjeblik, men det kunne godt ende med en konkurs … desværre, siger han.

Udkonkurreret af udenlandske farverier

Fjelstervang Farveri taber dermed en hård konkurrence med farverier i Østeuropa og Asien, hvor arbejdskraften er billigere og miljøkravene mere lempelige.

Hvis Fjelstervang Farveri ender med at gå konkurs er endnu en arbejdsplads med mange ufaglærte ansatte bukket under i Midt og Vestjylland.

Dystre tider i Midt og Vest

Torben B. Andersen fra 3F forsøger at holde fanen højt, men indrømmer at jobsituationen for de ufaglærte ser mere og mere dyster:

- Det er altid problematisk når en virksomhed lukker. Jo flere virksomheder der lukker, jo mere problematisk bliver det. Vi håber naturligvis, at konjunkturen vender, men det er en vanskelig situation … det vil jeg ikke lægge skjul på, siger han.

Medarbejdere i chok

Mandag eftermiddag havde Torben B. Andersen fra 3F møde med de 12 3F-medlemmer fra virksomheden:

- De er i chok og dybt berørt af situationen. Mange af dem har arbejdet hele deres liv på Fjelstervang Farveri – en af dem i 39 år, fortæller han.

Hele byens virksomhed

Fjelstervang Farveri har eksisteret siden oktober 1968, hvor ægteparret Kurt og Lissi Knudsen begyndte at farve strikvarer i byens gamle mejeri.

I 1980 begyndte man også at farve garn, og i 1984 overtog sønnerne Peter og Lars farveriet.

I slutningen af firserne var firmaet vokset fra 2 til 75 ansatte, mens de havde bredt sig fra det gamle mejeri til 13.000 kvadratmeter.

Facebook
Twitter