Danske fiskere er bekymrede for fremtiden: Storfiskers fiskerbåd risikerer at ende som øldåser

Det kan få store konsekvenser på både land og vand, hvis danske fiskere ikke må fange fisk i britisk farvand.

I alt har storfiskeren John-Anker Hametner Larsen cirka 30 ansatte i sit firma. Nogle af de job kan være i fare, hvis danske industrifiskere holdes ude af britisk farvand. (© DR Nyheder)

Normalt er april måned en travl tid på året for storfisker John-Anker Hametner Larsen og hans medarbejdere.

Foråret byder sædvanligvis på ture til britisk farvand, hvor danske fiskere blandt andet haler tonsvis af den lille sølvskinnende industrifisk, tobis, op af havet.

Men lige nu ligger John-Anker Hametner Larsens fem store fiskerbåde stille i havnen i Thyborøn. Indtil videre er tobis-sæsonen blevet udskudt to uger frem til i dag.

En af årsagerne til de stilleliggende fiskerbåde skal findes i forhandlingslokaler langt fra Vestjylland.

For selvom flere ting faldt på plads med brexit-aftalen mellem Storbritannien og EU i december sidste år, er parterne endnu ikke blevet enige om den endelige aftale om fiskerimulighederne i britisk farvand i 2021.

Derfor kan de danske fiskere lige nu ikke fange industrifisk i britisk farvand, og udsigten til flere forhandlinger i fremtiden skaber bekymring - både hos fiskerne og en lang række erhverv inde på land.

- Vi troede egentlig, at der var en brexit-aftale, men nu står vi her og finder ud af, at der faktisk er mange ubekendte. Vi ved ingenting om fremtiden, siger John-Anker Hametner Larsen.

Artiklen fortsætter under klippet.

Industrifisk for millioner

På årsbasis hiver de danske industrifiskere mange millioner kroner hjem på industrifisk fanget i britisk farvand.

Fiskernes bekymring omkring forhandlingerne er nu blevet så store, at deres organisationer har skrevet et fælles bekymringsbrev til statsminister Mette Frederiksen (S) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S).

Ifølge organisationerne er seneste udvikling i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien, at briterne som et led i forhandlingerne ønsker at stoppe det danske industrifiskeri i britisk farvand.

I brevet kalder fiskeriets organisationer det for en 'katastrofe', hvis det ønske får lov at blive til virkelighed.

- Det er en uholdbar situation, at man endnu en gang har usikkerhed i relation til brexit-aftalen, der jo er indgået, siger formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

- Hvis ikke vi har fiskeri i britisk farvand, så har vi ikke et industrifiskeri i Danmark.

'En enorm følelsesmæssig rutsjebane'

Ifølge lektor ved Center for Blue Governance på Aalborg Universitet, Søren Qvist Eliasen, er de danske fiskeres bekymring reel.

Et stop for dansk industrifiskeri i britisk farvand vil som frygtet ikke bare få konsekvenser for fiskerne. Konsekvenserne vil også nå hele vejen ind på land, forklarer Søren Qvist Eliasen.

- Det vil betyde, at den fiskemels- og olieindustri, som Danmark er stærke på, vil miste en del råvarer. Det vil i sidste ende selvfølgelig også betyde noget i forhold til indtægter og arbejdspladser i fiskeriet, servicen til fartøjerne og i forarbejdsningsindustrien.

De mulige konsekvenser skal ses i lyset af, at det danske fiskeri allerede er blevet svækket af brexit, forklarer Søren Qvist Eliasen.

Blandt andet har de danske fiskere allerede måttet betale med kvoteandele til briterne for at få adgang til det britiske farvand.

- Det er et erhverv, som i forvejen er presset, og selvom det er et ganske dynamisk erhverv og lokalsamfund, så mener jeg, at det kan være kritisk for erhvervet og for de nord- og vestjyske havne og lokalsamfund, som først og fremmest er involveret i fiskeriet.

Hos firmaet TripleNine, der producerer fiskemel- og olie på havnen i Thyborøn, er frustrationen over briterne og forhandlingerne også store.

- Det er en enorm følelsesmæssig rutsjebane at komme ud i nu, hvor vi står og stort set ikke ved, om vi er købt eller solgt, siger administrerende direktør Jes Bjerregaard, der vurderer, at et stop for industrifiskeri i britisk farvand vil koste arbejdspladser på fabrikken.

- Situationen er frustrerende som virksomhedsleder, for vores ejer, for vores samarbejdspartnere og ikke mindst for folk, der arbejder på fabrikken.

Minister: 'Ulykkelig og træls' situation

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) forstår udmærket de danske fiskeres usikkerhed.

Han anerkender, at det er en 'meget ulykkelig og træls' situation, fiskerierhvervet står i netop nu.

- Det er en urimelig situation, og det er også derfor, vi bruger så mange kræfter her i fiskeriministeriet i forhold til at lægge pres på EU for at forhandle noget hjem til Danmark, som er mere acceptabelt, end det briterne lægger op til.

Selvom der skulle blive landet en aftale mellem EU og Storbritannien, der gælder for resten af året, betyder det ikke, at de danske fiskere problemfrit kan fortsætte fiskeriet i britisk farvand fremover.

- I forhandlingerne i år håber vi på at få lagt nogle spor, der er så tiltrækkelig gode, at det bliver nemmere for os at forhandle fremadrettet, siger Rasmus Prehn.

- Men det er en kedelig omgang, for hvert eneste år skal vi forhandle igen. Og vi risikerer at tabe nogle af de fremskridt, vi har fået. Hver gang skal vi kæmpe for det, så det er meget, meget besværligt.

Strander forhandlingerne, fordi briterne står fast, kan der muligvis komme mere alvorlige metoder i brug.

- Hvis de ikke makker ret, må vi tage op til overvejelse, om vi skal sanktionere på en eller anden måde. Der er vi slet ikke endnu, fordi vi stadig er i forhandling. Men vi har også håndtag, vi kan dreje på, hvis de ikke skruer ned for den meget krasbørstige linje, de har i øjeblikket, siger ministeren.

Båd risikerer måske at ende som øldåser

Udsigten til en fremtid, som muligvis byder på flere usikkerheder, har allerede fået John-Anker Hametner Larsen til at overveje sin situation.

- Lige nu har vi fem både. Men det er helt sikkert i mine overvejelser, om det kan gå at blive ved med at have fem, fortæller fiskeren.

- Det tvivler jeg på, at det kan. Der er en grund til, at der ikke er ny maling på båden bag mig. Det kunne jo være den, der skulle laves om til øldåser som den næste.

Og ender det med at ske, vil det sende dønninger ud i lokalsamfundet i Thyborøn.

- Hver gang, vi tager en båd væk, forsvinder der fem arbejdspladser på båden - og 20 i land, siger John-Anker Hametner Larsen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk