Danske Monika er gift og har barn med syrer - nu vil hun familiesammenføres med hans familie

Med en dugfrisk opholdstilladelse som syrisk flygtning kæmper Mohammed og hans nye danske familie for at få hans syriske kone og børn til Danmark. Det kan ske uden at bryde loven mod flerkoneri.

Efter et års kamp har den syriske flygtning Mohammed Hussein Kurdi fået opholdstilladelse som flygtning i Danmark. Han stod ellers til udvisning til Italien, men med opholdstilladelsen kan han nu blive boende med sin danske familie i Thisted. Det er en kæmpe lettelse for ham og Monika Seberg som sidst i marts fødte deres fælles barn.

Nu begynder den næste kamp. For Mohammed er allerede gift, og han savner sine tre syriske børn og konen. Så de skal søge om familiesammenføring.

- Hun er jo Mohammeds hustru. Og det har jeg vidst, helt fra jeg lærte ham at kende. Han har aldrig lagt skjul på, at han har en kone og tre børn, som han ikke har tænkt sig at undvære, hvis det er muligt at få dem hertil. Så det har jeg længe forholdt mig til, siger Monika Seberg.

En mand, seks børn og to koner

- Ja, det bliver dejligt med en stor familie, siger Monika Seberg.

Mohammed har ikke set sin syriske familie i to år. De har kontakt over Skype, men både han og begge koner ønsker at få den til Danmark.

Og det kan lade sig gøre uden af bryde den danske lovgivning om flerkoneri. For de danske myndigheder anerkender ikke Monika Sebergs islamiske ægteskab med Mohammed.

- De anser jo ikke mig som Mohammeds kone. De anser mig som værende hans kæreste og mor til hans barn.

Det er nødvendigt med et ny og større hus

Huset i Thisted er for lille til at udvidde familien til i alt ni medlemmer. Så hvis familiesammenførslen går igennem, skal de finde et langt større hjem til deres 'mini-kollektiv', som Monika Seberg kalder det.

- Der skal være to soveværelser, et til hende og et til mig, og så kommer Mohammed til at sove nogle nætter det ene sted og nogle nætter det andet sted, fortæller hun.

Hun har brugt et stykke tid på at forholde sig til den nye familieform.

-  I starten, inden jeg fik følelser for Mohammed, havde jeg også selv tanker om, at 'jamen, han er gift og har børn, så er det ikke et område jeg bevæger mig ind på'. Men der var noget, når vi fik øjenkontakt, og tingene udviklede sig, og nu er vi her, fortæller hun.

Har fået hadefulde Facebookbeskeder

Hun har fået mange reaktioner på forholdet. Både positive fra sine børn, familien og venner men også mange negative fra mennesker, hun aldrig har mødt.

- Jeg har fået nogle grimme beskeder på Facebook fra vildt fremmede mennesker, som vil bruge deres tid på at fortælle hvor forfærdelig en person, jeg er. Men jeg følger mit hjerte, og jeg kunne ikke handle anderledes. Og det er der også rigtig mange, der støtter mig i, fortæller Monika Seberg.

Hun forstår godt baggrunden for de negative kommentarer.

- Her i Danmark er det almindeligt at leve i et i hvert fald på overfladen monogamt forhold. Hvad der så foregår under overfladen, det hører vi ikke så meget om.

- I den syriske kultur er det tilladt at have op til fire koner. Og de kan få det til at fungere. Og jeg har forliget mig med tanken om, at sådan er det, hvis jeg vil have min mand Mohammed. Så må jeg tage resten af familien med også, siger hun.

Monika er glæder sig til en større familie

Monika Seberg er sikker i sin sag. Den store familie er det rigtige for alle parter.

- Jeg kan mærke på mine børn, hvor glade de er for Mohammed. Det er ubeskriveligt og dejligt, og det er et sus, som burde tilkomme et hvert menneske mindst en gang i livet, siger hun.

I morgen fejrer parret barnedåb for deres lille datter Isabella.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk