Danske pighvar skal fanges levende til avl og udsætning

For første gang bruges fisketegns-midlerne til at fremavle danske pighvar fra seks områder.

Ikke mindst dykkere opfordres til at fange levende pighvar, så rogn og mælk kan bruges til de nye generationer af ren dansk oprindelse. (Foto: Kristian Vedel © Øresundsakvariet)

For første gang skal der næste år sættes yngel fra danske pighvar ud i danske farvande.

Den store fladfisk - som er en dyr og højt skattet spisefisk - er i mange år blevet hjulpet frem af penge fra det danske fisketegn, som alle lyst- og fritidsfiskere skal købe af staten.

Norske dambrugs-pighvar yngler ikke

Men indtil nu er fisketegns-pengene brugt på at udsætte norske dambrugs-pighvar, og forskerne på DTU-Aqua frygter, at for mange af de udsatte pighvarrer er gået til efter udsætningen, og at de kun i ringe grad er i stand til at formere sig.

Desuden bliver de vilde fisks gener muligvis 'forurenet' med gener fra de norske pighvar, ligesom man kender det fra de første udsætninger af lakseyngel i Danmark, hvor man også brugte udenlandske laks i stedet for de lokale stammer af laks fra de enkelte vandløb:

- Vi vil have flere fisk, der overlever efterfølgende, når vi har udsat dem, siger specialkonsulent i DTU Aqua, Mads Christoffersen.

Han vil have forældrefisk fra seks forskellige områder i de danske farvande for at sikre seks forskellige underarter af pighvar:

- De overlever bedst muligt, hvis man skaffer nogle moderfisk fra det område, hvor man påtænker efterfølgende at sætte fiskene ud igen, når de er blevet opdrættet heroppe på Venøsund, siger han.

Alle pighvar skal opdrættes på Venø

For det er Venøsund Fisk og Skaldyr, der er udpeget til rugekasse for alle danske pighvar fremover.

I ynglesæsonen næste forår, skal der skaffes levende forældrefisk:

- Men det er sådan set bare at få dem samlet ind, og så opbevare dem i nogle hyttefade rundt omkring i danske havne, fortæller Mads Christoffersen.

Og så ringer man bare til folkene på Venøsund:

- De vil så komme og stryge fiskene på stedet, siger Mads Christoffersen.

Om man så vil genudsætte pighvarrerne bagefter - eller tage dem med hjem og ovnbage dem med ægte hollandaise-sauce til - det er op til den enkelte fisker.

En stor opgave i vente

Chefen for Venø Fisk & Skaldyr, Arne Rusbjerg, er glad for, at hans virksomhed er valgt til at være vugge for de kommende danske pighvarrer. Men det bliver også en krævende opgave, fortæller han:

- Vi skal jo rundt i hele landet for at hente moderfisk fra seks forskellige farvande, som skal opdrættes hver for sig, så der bliver nok at se til. Men der er ingen tvivl om, at det vil give den samlede danske bestand af pighvar et løft - og pighvar er for mig at se verdens bedste spisefisk, fordi man kan få den til at smage fuldstændigt, som man vil, siger Arne Rusbjerg.

Han tilføjer, at det nok først og fremmest er fritidsfiskerne, der kommer til at levere moderfisk sammen med de såkaldte UV-fiskere, som er snorklere i dykkerdragter, der jager fisk under vandet. Der skal nemlig helst være så mange pighvar ad gangen, at de kan opbevares i hyttefade, indtil opdrætsfolkene har mulighed for at hente dem.

Facebook
Twitter