Danskerne er tro mod deres elselskab – men loyaliteten kan være dyr

Mange danskere har ikke skiftet elselskab eller undersøgt markedet, viser undersøgelse.

Hvis alle forbrugere undersøger prisen, kan det være med til at presse hele prisniveauet ned. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Når man først har valgt et elselskab, er vi danskere meget tilbageholdende med at skifte til et andet.

Faktisk har 51 procent af de forbrugere, der ikke har skiftet elleverandør inden for de sidste 12 måneder, aldrig sammenlignet deres kontrakt med andre kontrakter. Det er den største andel blandt de nordiske lande.

Det viser en ny nordisk forbrugerundersøgelse, som blandt andre Forsyningstilsynet står bag.

Det kan være et problem, lyder det fra Carsten Smidt, de er direktør i Forsyningstilsynet.

- De danske forbrugere ved ikke, hvor mange penge de bruger på elregningen. Når man ikke ved det, så ved man heller ikke, om der er en mulig besparelse, siger Carsten Smidt.

Forsyningstilsynet har spurgt 1500 forbrugere, og selv om der kan være penge at spare, er folk tilbageholdende med at skifte elselskab.

Det gælder blandt andre Jørgen Steen Christensen fra Holstebro.

- Vi har ikke overvejet det, for vi er godt tilfredse med det selskab vi har, siger Jørgen Steen Christensen.

Kan presse priserne end

Men det kunne faktisk godt betale sig, hvis vi alle begynder at gå lidt mere op i at læse elregningen og sammenligne prisen med andre selskaber – med et eventuelt skifte som resultat.

- Forhåbentlig vil det kunne betyde, at der vil være en interesse fra flere leverandører om at konkurrere om elkunderne. Det vil både kunne frembringe nye og mere interessante produkter for elforbrugerne, og og så vil det kunne presse prisen lidt længere ned end i dag, siger Carsten Smidt fra Forsyningstilsynet.

Hos Forbrugerrådet Tænk undrer de sig over danskerne trofasthed.

- De danske forbrugere er forbavsende passive i deres skift. Der er mange forbrugere, som ikke har set, at man kan spare penge og måske forbedre service ved at skifte elleverandør eller støtte omstillingen mod mere klimavenlig produktion af el, siger Martin Salomon, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Opfordring: Tjek din egen pris

Han vurderer, at besparelsen typisk vil ligge på alt mellem 50 og 1000 kroner om året. Afhængig af, om man eksempelvis har elvarme og elbil.

Med både penge at spare, forbedret service og mulig grøn klimaomstilling har Martin Salomon en opfordring til forbrugerne.

- Gå ind på elpris.dk hvor man kan se, hvilke tilbud der er for tiden. Det kan man holde op mod det, man betaler i dag. Det er også måden at finde ud af, hvad der findes af gode tilbud og eventuelt mere klimavenlige elaftaler, siger Martin Salomon.

Én af dem, som allerede har fulgt Martin Salomons råd og undersøgt markedet er Tove Jørgensen.

- Vi ville gerne bruge grøn energi. Efter at have undersøgt det, besluttede vi at blive, hvor vi er, fordi det var det bedste tilbud, siger Tove Jørgensen.