Danskerne er vilde med at bytte bolig

Danskere er langt mere åbne end både svenskerne og nordmændene, når det handler om at lade fremmede bo i deres hjem i ferien.

Danskerne vil som nummer et helst bytte hus med andre danskere i Danmark. (Arkivfoto.) (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Danskerne bytter feriebolig dobbelt så mange gange som svenskerne og fire gange så meget som nordmændene.

Det viser tal fra hjemmesiden HomeExchange.com, der på et enkelt år har 182.000 overnatninger via deres danske søsterside BytBolig.com

Ifølge Skandinaviens-repræsentant Tanya Kristiansen er danskere mere åbne end deres nordiske venner.

- Danskerne ved måske mere om, hvordan man deler med hinanden, og de virker mere åbne og mindre skeptiske over for folk, de ikke kender, siger Tanya Kristiansen.

I Skive sidder familie Olesen og planlægger deres ferie, der i år går til Bilbao i Nordspanien.

De har stor erfaring med boligbytte - det er niende gang i år - og de forsøger at planlægge ferien sådan, at de kan nå at møde den familie, de bytter med.

- De oplevelser og relationer, man får ved at sætte det hele på et bræt, betyder, at man kan komme til at snakke med dem om noget, der betyder noget. Vi har inviteret nogle af vores feriekontakter til vores kommende sølvbryllup, siger Helle Olesen.

Det skræmmer ikke familien, at der kan være værdier i hjemmet, når man bytter bolig.

- Vi var skeptiske første gang og låste en ny cykel og en computer og nogle ligegyldige ting inde. Det viste sig, at det havde den anden familie også gjort. Det grinede vi af, men efter det har vi aldrig set os nødsaget til at gemme noget væk, siger hun.

Danskernes mest populære byttelande:

  1. 1

    Danmark

  2. 2

    USA

  3. 3

    Frankrig

  4. 4

    Spanien

  5. 5

    Italien

  6. 6

    Tyskland

  7. 7

    England

  8. 8

    Sverige

  9. 9

    Holland

  10. 10

    Grækenland Kilde: HomeExchange.com

Facebook
Twitter