Da det i starten af november sidste år blev besluttet at slå alle mink på danske farme ned, stod man pludselig med et stort antal døde dyr, der hurtigt skulle skaffes af vejen. Derfor blev det nødvendigt at grave nogle af dem ned.

To områder i Midt- og Vestjylland endte med at blive udpeget som gravpladser for cirka fire millioner aflivede dyr.

I alt endte cirka 13.000 tons døde mink på militære områder i henholdsvis Kølvrå i Viborg Kommune og Nr. Felding i Holstebro Kommune.

Hvis du har set billeder af de døde minkkroppe, har du måske undret dig over den hvide farve på dyrene. Det skyldes, at dyrene først blev overhældt med desinfektionsvæske og herefter dækket til med kalk i gravene. Kalken skulle være med til at sikre, at smitten fra dyrene ikke spredte sig.

Kort tid efter minkene blev begravet, dukkede problemerne hurtigt op. Bogstavelig talt.

For selvom dyrene var blevet begravet mindst én meter under jorden, fik naturens kræfter i nogle tilfælde dyrene til at trænge op igennem gravene, så de lå frit på jordoverfladen.

I takt med at dyrene gik i forrådnelse blev der dannet gasser, som fik de døde kroppe til at udvide sig og pressede dem op af jorden.

Den sandede jord i Vestjylland fik også en del af skylden for, at dyrene pludselig dukkede op over jorden igen, da den viste sig at være meget let.

Inden november var blevet til december viste det sig, at nogle af de døde mink i Nr. Felding var blevet placeret i grave for tæt på badesøen Boutrup Sø.

Gravene skulle af et forsigtighedshensyn være placeret 300 meter fra søen. Men dele af nedgravningen lå i stedet kun 200 meter fra søen.

Bekymringen var, at kvælstof fra de rådne minkkroppe kunne sive ud, når det regnede på gravene og ødelægge vandmiljøet i området.

Derfor måtte myndighederne i slutningen af november flytte de mink, der lå for tæt på søen, til en anden grav.

Både i Kølvrå og i Nr. Felding har lokale været bekymret for, om minkgravene risikerede at forurene drikkevand i områderne.

Men ifølge en undersøgelse fra Miljøstyrelsen skulle der ikke være fare for drikkevand eller akut fare for søer og vandløb ved de nedgravede mink.

Styrelsen har dog oplyst, at hvis man ikke fjerner forureningen, vil den nå vandløb i løbet af 2-3 år og Boutrup sø efter 6-10 år.

I forbindelse med opgravningen af minkene vil Fødevarestyrelsen grave ekstra jord op under minkene og køre det til godkendte modtageanlæg. Desuden bliver der i 2022 lavet pumpeboringer omkring minkgravene. Herfra kan vand pumpes op og blive renset i et lokalt opstillet rensningsanlæg.

Indtil det er på plads, vil grundvandet blive målt i udvalgte boringer omkring gravene én gang om måneden.

Når gravene bliver åbnet, forventer Fødevarestyrelsen ikke, at der er sket en ”væsentlig nedbrydning” af minkenes kroppe.

Derfor regner man med, at det er genkendelige minkkroppe, der dukker op af jorden senere i dag. Dog er der løbet en del væske fra kroppene, og derfor regner man med, at den oprindelige vægt på minkene er reduceret med cirka en tiendedel.

Konsistensen af de døde mink vil ifølge ministeriet være et sted mellem fast sæbe til brun sæbe. Men da minkene har været pakket ind i et lag kalk, forventer man, at farven og konsistensen nok nærmere minder om fetaost.

Folk i nærheden af gravene er blevet advaret om stanken i de uger, opgravningen foregår.

- Jeg ville ikke selv holde fest i haven, hvis jeg boede i Kølvrå i den periode. Jeg vil heller ikke holder vinduerne åbne, og jeg vil ikke hænge vasketøj udenfor i den periode, fortalte Jan Reisz, der er kontorchef i Miljøstyrelsen.

- Vi formoder, at det, naboerne kan lugte, er en spids, skarp rådden lugt. Måske lidt sødlig.

Til gengæld er risikoen for naboerne til forbrændingsanlæggene, hvor minkene skal brændes, ikke så stor. Der kan dog komme kortvarige lugtgener i forbindelse med aflæsning af kadaverne, men ikke fra selve afbrændingen.