Den nye Holstebromotorvej følger 5.000 år gammel hovedvej

Arkæologernes udgravninger viser, at placeringen af holstebromotorvejen ikke ligefrem er en ny idé. Hovedvejen mellem Herning og Holstebro har eksisteret i næsten 5.000 år og måske endnu længere.

Ruten mellem Holstebro og Herning, hvor den nye motorvej er planlagt viser sig at være 5.000 år gammel. (© DR)

Der hvor Holstebromotorvejen skal ligge, har der været en hovedvej i næsten 5.000 år.

Det viser de første arkæologiske forundersøgelser før motorvejsbyggeriet går i gang, fortæller museumsinspektør Martin Olesen fra Museum Midtjylland.

- Det, der er kommet frem, er jo en perlekæde af gravhøje, der ligger og følger det nye vejtracé, siger han.

Hjulspor peger tusindvis af år tilbage i tiden

Siden februar har arkæologerne skrællet de øverste lag af jorden ved siden af rute 18 udenfor Aulum og de manglende brikker er nu faldet helt på plads.

- Perlerækken er forlænget, dels af andre jordfæstegrave, bare uden høj, men som følger det samme forløb dels en række bopladsforekomster, som orienterer sig i relativt lange rækker, forklarer museumsinspektøren.

Ud over gravhøje og bosteder præcist langs motorvejsruten ved Aulum, har arkæologerne også fundet hjulspor på strækningen, der måske kan dateres tusinder af år tilbage.

Så ny motorvej følger tusindårig rute

Altsammen peger det i én retning.  Hovedvejen mellem Herning og Holstebro har eksisteret i næsten 5.000 år og måske endnu længere.

Dermed følger motorvejens linjeføring med meget stor præcision den første bronzealdervej.

- Så på den måde kan man sige at den nye rute har en klangbund, der ligger langt og dybt tilbage i kulturlandskabet, siger museumsinspektør Martin Olesen.