Der er ikke mange tilbud om hjælp til børn med hjerneskadede forældre

Pårørende til folk med en hjerneskade risikerer at få det svært i livet. Derfor mener Hjernesagen, at flere kommuner bør hjælpe med børn med hjerneskadede forældre.

Hanne Sandgaard, som er hjerneskadekoordinator i Skive Kommune, snakker her med nogle af børnene i Frirummet om, hvordan vores hjerne er skruet sammen. (Foto: © Sophie Baltzer, DR)

Når forældre pludselig får en hjerneskade, er der ofte for få støttetilbud til deres børn.

Det mener foreningen Hjernesagen. Direktør for Hjernesagen, Lise Beha Erichsen peger på, at mange kommuner mangler et tilbud.

I Skive Kommune har de dog tilbuddet Frirummet.

Børnene prøver det på egen krop

En gang om måneden mødes børn og unge, som har forældre, der pludseligt er blevet ramt af hjerneskade. Børnene kan blandt andet få svar på deres spørgsmål om hjerneskader, og de kan prøve på egen krop, hvordan en hjerneskade kan påvirke kroppen, sanserne og hukommelsen.

For eksempel har Sofie på 10 år mærket, hvordan det for en hjerneskadet er at blive påvirket på balancen, og det hjalp hende til bedre at forstå den situation, hendes far er i: 

- Min far har haft en blodprop i hjertet og en hjerneblødning. Og her føler man ligesom, hvordan de har det, forklarer hun.

Ikke mange tilbud til børn af hjerneskadede

Men den slags tilbud til børn har ikke hidtil været et indsatsområde, siger Lise Beha Erichsen fra Hjernesagen:

- Jeg tror ikke, der har været særligt meget fokus på, hvordan det er at være barn af en hjerneskadet mor eller far, siger hun.

Og det kan få store konsekvenser for et barn, hvis der ikke er hjælp at hente, påpeger Lisa Beha Erichsen: - Det er en hel masse reaktioner, det her barn kan få, som der ikke rigtig er nogen, der tager hånd om.

Risiko for angst eller depression

Lise Holten, som er konsulent ved Center for Social og Sundhed i Kommunernes Landsforening, mener også, at der kan gøres mere for børnene:

- Vi har desværre ikke noget overblik over hvilke tilbud, som kommunerne stiller til rådighed for børn hvis forældre er blevet hjerneskadet; men jeg er sikker på, at der er plads til forbedringer.

Forskning fra Glostrup Hospital har vist, at halvdelen af de nære pårørende til hjerneskadede mennesker har symptomer på angst eller depression. Det er tre gange så mange som i normalbefolkningen.