Det værste iltsvind i 15 år hærger Limfjorden

Selv de hårdføre muslinger er begyndt at dø af iltmangel efter flere uger med intens varme og uden vind.

Iltsvind lægger bunden øde. I Limfjorden er selv de ellers hårdføre muslinger begyndt at dø. Arkivfoto fra 2004 (Foto: DR © DR)

Nu gisper livet i Limfjorden for alvor efter luft. Bunden begynder at ligne en massegrav, for store dele af Danmarks største fjord er uden ilt. Muslinger og bunddyr er begyndt at dø, iltsvindet er det værste i femten år.

Naturstyrelsen har de sidste to dage været på togt med miljøskibet Limgrim, og situationen er stærkt forværret siden sidste uge.

Hele 30 procent af Limfjorden er nu ramt af kraftigt iltsvind, fortæller miljøtekniker Bent Jensen:

- Der var også udbredt iltsvind i 2006 og 2008, men vi skal helt tilbage til 1999 for at finde et år, hvor det var lige så slemt som i år, siger han.

Heden kvæler fjorden

Vandmiljøplanerne har ellers reduceret forureningen med kvælstof med 40 procent og endnu mere for fosfor. Alligevel er det ikke nok til, at fjorden kan stå igennem en sommer med så hedt vejr.

- Vandet er rekordvarmt, og vinden har ligget stille. Det kan fjorden altså ikke klare, konstaterer Bent Jensen.

Begge dele får vandet i fjorden til at dele sig i lag, så det tunge vand med mere salt i falder til bunds. Og når vinden ikke pisker op i fjorden, kan lagdelingen med dårlige iltforhold blive ved længe.

Fjordens overlevere omkommer

I nogen områder af fjorden har iltsvindet nu varet i flere uger, og selv de hårdføre muslinger er begyndt at dø:

- Der var også levende muslinger med i de prøver, vi har taget, men flere af dem var døde af iltmangel, siger Bent Jensen.

Det eneste, der lige nu kan hjælpe på iltsvindet, er kraftig blæst fra vest.

Voldsom vestenvind kan redde fjorden

Siden sidste uge har det kraftige iltsvind bredt sig til Thisted Bredning og stort set hele Løgstør Bredning.

I dele af Hjarbæk Fjord, Skive Fjord og Lovns Bredning har iltsvindet nu varet i flere uger, og selv de hårdføre muslinger er begyndt at dø.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk