Diana og Cecilia på 7 år lærer at tackle stress i skolen

Det forskningsbaserede program 'Zippys venner" bliver anbefalet af WHO og Sundhedsstyrelsen.

En grøn, strikket vandrende pind kaldet Zippy er blevet en del af indskolingen på Tvis Skole ved Holstebro.

Zippy skal hjælpe de mindste skolebørn med at få styr på følelserne og begå sig i en travl hverdag. Op mod hver femte barn føler sig nemlig stresset og presset på tid.

Zippys venner

Zippys venner er et program, der varer 24 uger.

Børnene fordyber sig i seks forskellige temaer:

  • følelser
  • kommunkation
  • venskaber
  • konfliktløsning
  • tab og forandringer
  • mestring

Kilde: zippysvenner.dk og Louise Tidmand, ph.d.-studerende og forsker i livsduelighed ved Aarhus Universitet.

På Tvis Skole kender de godt til stress.

- Det kan være, at man bliver ret irriteret på én, forklarer Cecilia. 0.B på Tvis Skole.

Alle i 0. klasse på Tvis Skole har fået en Zippy-bog, hvor de kan lære om Zippy og lave tegninger - og der er særlige Zippy-timer på skoleskemaet, hvor børnene snakker om emner som kommunkation, venskaber og følelser.

- Zippy er en slags tøjdyr, som vi arbejder med ved at sige søde ting til hinanden, når vi er ude i vores frikvarterer, fortæller Cecilia.

- For så bliver man ikke ked af det, supplerer Diana fra 0.A.

Zippys venner er et forskningsbaseret program, som er anbefalet af WHO og Sundhedsstyrelsen.

- Det er nok det program med mest forskning bag, fortæller ph.d.-studerende og forsker i livsduelighed ved Aarhus Universitet, Louise Tidmand, som har introduceret 'Zippys venner' på Tvis Skole.

På Tvis Skole er eleverne blevet mere bevidste om forskellige typer følelser, for eksempel at være jaloux, spændt, glad eller ked af det.

Hvis man er ked af det, så kan man mærke det i kroppen eller i hjertet

Diana, 0. klasse, Tvis Skole

- Hvis man er ked af det, så kan man mærke det i kroppen eller i hjertet, forklarer Diana og lægger tænksomt en hånd på brystkassen.

Børnene mærker, at det nytter at tale om følelser.

- Det har været ret godt, for vi bliver bedre til at være søde ved hinanden, fortæller Diana.

Forskning bag

Zippys Venner er et anerkendt internationalt undervisningsmateriale indenfor Social Emotional Learning, som bruges i mere end 29 lande.

Materialet er udformet til børn i alderen 5-7 år og er et af de mest veldokumenterede undervisningssystemer til brug i skole og institution.

Kilde: zippysvenner.dk og Louise Tidmand, ph.d.-studerende og forsker i livsduelighed ved Aarhus Universitet.

I historien om den vandrende pind Zippy møder man nogle børn, som står i en forskellige hverdagssituationer. Via de fortællinger lærer eleverne at udvikle deres egne "coping-strategier". På den måde bliver børnene klædt på til at finde gode løsninger, hvis de for eksempel møder afmagt, tristhed eller vrede.

Børnene finder egne løsninger

Det specielle med Zippy-programmet er, at det er meget op til børnene.

- Det er børnene, der selv finder deres egne strategier - og hjælper hinanden til at finde forskellige strategier, fortæller Louise Tidmand.

Derfor vil to børn, der står i samme situation, typisk vælge forskellige måder at løse den på. Måder, der passer til det enkelte barn.

- Man gør op med hele den her idé om "one size fits all", siger Louise Tidmand.

Hun slår fast, at det ikke er børnenes eget ansvar, at de ender i en hverdag, hvor de kan føle sig stressede.

- Men desværre er det blevet sådan, at vores børn lever i en verden, som er meget kompleks og foranderlig. Så det er ligeså vigtigt at sikre, at børnene har nogle strategier til at kunne overleve at være i den verden, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.