Din brugte ketchupflaske kan blive til diesel til din bil

Morten Foli fra Skive vil brænde plastaffald af, så det kan blive til dieselolie.

Morten Foli med et billede af sit mobile testanlæg, der kan omdanne plastaffald til olie. (Foto: Mette Skov-Jensen- DR)

I dag ryger den brugte ketchupflaske, husholdningsfolien og den tomme vandflaske typisk i skraldespanden eller til genbrug. I fremtiden kan plastik fra husholdningen måske være brændstoffet i din bil.

Produktionsteknologi-studerende Morten Foli fra Oddense ved Skive har netop vundet et legat på 40.000 kroner for en idé om et mobilt procesanlæg, der kan omdanne plastikaffald til dieselolie.

Det sker ved en pyrolyse proces, hvor man opvarmer plastikken til 350-400 grader og omdanner det til analyseret olie. Plastik er i forvejen fremstillet af raffineret olie, så et kilo plastik giver tæt på en liter brændstof.

Plastik kan laves til dieselolie på genbrugspladsen

Morten Foli har udviklet små enheder, der kan sættes op i containere på eksempelvis genbrugsstationer.

- På den måde kan man håndtere problemet med plastik lokalt i stedet for at transportere det til for eksempel Kina, som man gør i dag, siger Morten Foli.

Den 39-årige produktionsteknologi-studerende fra Erhvervsakademi Dania i Skive mener, at perspektiverne er store.

- Der svømmer meget plastik rundt i for eksempelvis verdenshavene. Det er et globalt problem, som jeg synes der skal gøres noget ved, siger Morten Foli.

Det er fonden Innovativ Business, som har givet Morten Foli et legat på 40.000 kroner for idéen. En del af pengene er allerede brugt på en olieanalyse og olietest i Tyskland. De foreløbige resultater af plastikolien er positive.

Facebook
Twitter