Din mælk risikerer at smage af stanken fra stalden

Var det noget med et glas mælk med bismag fra stanken i stalden? Det kan du faktisk risikere, viser ny forskning.

Stald på Forskningscentret i Foulum med kamre til køer. Hvis de dufter til krydderurter inde i kammeret, så giver det smag til mælken. (Foto: Helge Røjle © DR)

Hvis du synes, mælken smager forkert, så kan det skyldes dårlig lugt i kostalden.

Ny dansk forskning viser nemlig, at lugten i staldene kan påvirke smagen af mælken. Hvis det stinker i stalden, så kan stanken via koens luftveje komme ned i yveret og ud i mælken.

Køer i kamre med krydderurter

De nye forskningsresultater kommer fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitets afdeling i Foulum. Her har man ladet malkekøer stå i kamre, hvor de har lugtet til stærke krydderurter som oregano og kommen.

- Når de er blevet malket, så har vi genfundet lugtstofferne i mælken. Det samme kan ske med dårlig lugt i stalden, siger forskeren, lektor Mette Krogh Larsen.

Mælken smager af cornflakes

Det er velkendt, at køernes mælk tager smag af foderet. Hvis du synes, at din mælk er begyndt at smage lidt af cornflakes, så er det faktisk rigtigt.

- Køerne får i dag så meget majs som foder, at det kan smages i mælken, siger Mette Krogh Larsen.

Køer kommer aldrig ud i frisk luft

Men det er ny viden, at lugten i staldene også kan give mælken afsmag.

Og problemet er relevant året rundt i vore dage, fordi tre fjerdedele af alle konventionelle malkekøer aldrig kommer ud på græs.

- Hvis køerne gik udendørs, så ville vi være sikre på, at luften er frisk og fri for dårlig lugt, siger forskeren. Men det kan jo ikke lade sig gøre om vinteren, hvor alle malkekøer står indendørs i staldene, også de økologiske. Så det gælder generelt om at undgå dårlig lugt i staldene, lyder forskernes konklusion.

Facebook
Twitter