Din nabo kører for stærkt på jeres vej

Når fotofælden klapper, bor fartsynderen ifølge politiet ofte selv i lokalområdet.

Politiets fotovogn afslører, hvem der træder lidt for hårdt på speederen på villavejen: Dem, der bor der selv. (Foto: Johan Gadegaard/Scanpix 2015) (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

Hvis du oplever, at alt for mange kører for stærkt på din villavej, så er det med stor sandsynlighed dine egne naboer. Det viser to nye eksempler fra politiets fotofælder.

Når politiet får henvendelser fra utrygge borgere og grundejerforeninger, så rykker politiets fotovogne af og til ud.

Ved den slags fartmålinger på villaveje viser det sig ifølge politiet ofte, at det er folk, som selv bor i området, der træder for hårdt på speederen.

- Man kommer ind i en rutine, man har kørt den her vej dag ud og dag ind år efter år, og så bliver man uopmærksom, siger Henrik Glintborg, som er leder af færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland.

Han trækker to eksempler frem, hvor politiets ATK-vogne stillede op i villakvarterer på baggrund af henvendelser fra utrygge borgere.

I Liseborg-kvarteret i Viborg blev 106 bilister blitzet. 59 havde adresse i området.

Det samme gjorde sig gældende i Herning, hvor 20 bilister gik i fartfælden, og 18 af dem boede i området.

Alt tyder på, at det gør et ekstra indtryk på billisterne, når de bliver blitzet i deres eget område, fortæller Henrik Glintborg.

- Det gør, at man i den grad reflekterer over sin egen handling og sørger for, at det ikke gentager sig.

Midt- og Vestjylland politi i år har lavet over 350 såkaldte tryghedsmålinger, hvor politiet rykker ud med fartkontrol på baggrund af utrygge borgeres henvendelser.

Facebook
Twitter