Flere østers end normalt dør lige nu i Limfjorden, og det bekymrer folkene bag et stort østersprojekt i fjorden.
- I en del af området omkring Oddesund og Venø er der fundet op til 40 procents dødelighed, siger Bjarne From, der er direktør for Limfjordsøsters Aps.
Firmaet har del i et østersprojekt, der opdrætter østers i et anlæg i Limfjorden.
Mikroskopisk larve er en dødsdom
Det er endnu for tidligt at sige, hvad årsagen til de døde østers i Limfjorden er.
Men Fødevarestyrelsens fandt ved prøver sidste år parasitten bonamia, en mikroskopisk larve, to steder i fjorden.
- Hvis den sætter sig på en østers, er det en dødsdom, siger Bjarne From.
Parasit kan stoppe opdræt af østers
Viser nye test, at det er parasitten bonamia, der er skyld i de døde østers, kan det få store konsekvenser og måske endda sætte en stopper for opdræt af østers i Limfjorden, vurderer Bjarne From.
- Hvis parasitten bliver på stedet, ligesom den har gjort i det sydlige Europa, så kan der ikke dyrkes østers. Så dør de allesammen, siger direktøren.
Bonamia-parasitten udryddede i 1979 og 1980 hele bestande af fladøsters i Europa.