Doris Kjeldsen er i gang med at hækle høne nummer 32.
Men det er ikke en hvilken som helst høne, som den 73-årige pensionist fra Vildbjerg i Vestjylland er i gang med.
Hun har skabt hønen Hope, der nu bliver solgt på nettet til et godt formål.
I samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp og legeakademiet.dk går overskuddet fra Hønen Hope nemlig til, at familier i ulande kan få levende kyllinger. Det betyder, at én solgt Hope bliver til tre levende kyllinger.
Og tanken om, at en hæklet høne kan komme en hel familie til gavn, er vigtigt.
- Det betyder utrolig meget, for vi sidder her og har en overflod. Så det at kunne give til nogen, som slet ingenting har, det er helt fantastisk, siger Doris Kjeldsen.
Hun har gennem mange år arbejdet som frivillig i en af Folkekirkens Nødhjælps butikker, og nu donerer hun altså også sin tid til at hækle de små høns.
- Nogen siger, at den er grim, men det er måske fordi den er til at kende, siger hun om den aflange høne med udstikkende øjne, som tager hende fire timer at hækle.
Det er Dorris Kjeldsens datter, der har formidlet kontakten til Legeakadetmiet.dk, som sælger Hønen Hope. Og der skulle en god overtalelsesevne til, før Doris var med på ideen.
- Jeg sagde, nej, det kan jeg ikke. Det kan jeg ikke. Jeg troede simpelthen ikke, jeg kunne for sådan et stort firma. Men så kom jeg stille og roligt i gang, siger Doris Kjeldsen.
Efterspørgsel eksploderet
Men det er ikke længere kun Doris Kjeldsen, som har sving i hæklenålen. Efterspørgslen på Hønen Hope eksploderet.
Med næsten 300 bestillinger på nettet allerede, er der masser af arbejde forude. For Folkekirkens Nødhjælp forventer en endnu større efterspørgsel.
- De ringede og sagde, at de gerne ville have 500 mere. Og så skulle de have flere hæklere, siger Doris Kjeldsen.
Derfor har Legeakademiet efterlyst frivillige hæklere på blandt andet Facebook, og foreløbig har cirka 50 meldt sig. Men der er stadig brug for flere.
- De skal bare have lyst til at donere sin tid, for det er et stort stykke arbejde, og den tager lang tid hækle. Og fordi det er frivilligt, er det vigtigt, at der er mange til at løfte opgaven, så det er hyggeligt, siger Ann Riemer, der driver legeakademiet.dk
Og nu sidder der 50 frivillige hækledamer og hækler på livet løs efter Doris Kjeldsens opskrift.
- Det sværeste var nok at skrive den opskrift. For at hækle kan man se sig til. Men at skrive op med masker – det er svært, siger Doris Kjeldsen.