De har et stort hus på 350 kvadratmeter i Struer. De har begge gode job at stå op til om morgenen og stadig en hjemmeboende 17-årig søn at komme hjem til om aftenen.

Alligevel har ægteparret Dorthe og Ulrich Helledie for en stund valgt helt at skifte spor i tilværelsen.

- Vi står op om morgenen klokken 6-6.30, skilles for at gå på arbejde og mødes så sidst på eftermiddagen for at lave aftensmad. Godt slatne. Den ene dag tager den anden, siger Ulrich Helledie om den typiske hverdag i Struer – og tilføjer:

- Vi synes, at det i stedet skulle handle om at være sammen og lave nogle ting i den bedste tid på dagen.

Så lige nu tager parret på henholdsvis 54 og 56 år en timeout fra hverdagen og er i 3,5 måned værtspar på en morgenmadspension i østrigske Westendorf – et meget populært skisted for danske turister.

- Vi har i nogle år talt om at gøre som de unge. Tage nogle måneder ud af kalenderen og lave noget andet, noget sjovt, siger Dorthe Helledie med henvisning til de unge danske skiguider, som der også findes en del af i Westendorf.

Vi synes, at det i stedet skulle handle om at være sammen og lave nogle ting i den bedste tid på dagen.

Ulrich Helledie

I Østrig bestyrer parret Sportspension Therese. Det er en morgenmadspension med plads til op mod 45 gæster. Hver dag laver Dorthe og Ulrich morgenmad til gæsterne, rydder af, gør rent og klargør værelser til nye gæster.

Der er som regel fuld booket af danske, hollandske og tyske skiturister, men arbejdet er ifølge Ulrich Helledie slet ikke så tidskrævende, som det lyder.

- Gæsterne skal have nøgle og liftkort. Så peger vi hen på pisten – 300 meter, farvel og så afsted. Vi har meget tit fri fra klokken 10 til næste morgen klokken 6, siger han.

Hverdagen i Struer er i 3,5 måned skiftet ud med masser af sol og tid til hinanden. (Foto: (privatfoto))

Fritiden bruger de selv på at stå på ski, men der bliver også tid til at læse bøger, nyde en kop kaffe på en af byens caféer eller nyde varmen fra pejsen.

- Og så kører vi ture rundt omkring i de nærliggende byer. Vi har for eksempel været i Kitzbühel. Her er mange små, hyggelige byer, fortæller parret.

I turistbrochurer bliver Westendorf ofte kaldt malerisk og fuld af østrigsk charme. Et kig rundt i horisonten afslører da også sneklædte bjerge, masser af skiløbere på områdets 279 kilometer piste og blå himmel.

- Januar, februar og marts måneder er ofte mørke hjemme i Danmark. Her er der masser af sol, der reflekteres i sneen. Det brager ind. Al det lys bliver man glad i låget af, siger Ulrich Helledie.

Tager orlov fra arbejdet

Det er en ren tilfældighed, at parret fra Struer er endt som midlertidigt værtspar. Et opslag i et nyhedsbrev fra Thinggaard Rejser fangede i første omgang Dorthe Helledies opmærksomhed.

- Jeg vidste, at Ulrich ville være helt klar på det.

Og det holdt stik. Han sagde ja med det samme.

- Jeg er altid klar på en udfordring. Jeg har været selvstændig i 35 år og har tidligere arbejdet indenfor rejsebranchen, siger han.

Ulrich Helledie er selvstændig eventkoordinator. Han arrangerer musikarrangementer, men i månederne omkring et årsskifte har han typisk ikke så meget at lave.

For Dorthe, der er klinikassistent i den kommunale tandpleje i Struer Kommune, skulle arbejdspladsen lige været med på, at hun tog orlov. Men det gik uden problemer.

- Min arbejdsplads var meget positiv, og heldigvis er der ledige klinikassistenter, der kan tage over, mens jeg holder fri,siger hun.

Så 9. december 2017 skiftede parret titel til midlertidigt værtspar i Østrig – i Westendorf, hvor ingen af dem har været før.

- Vi kender et dansk værtspar i Maria Alm (østrigsk skisportssted, red), som vi har besøgt som gæster. Så vi vidste lidt om, hvad jobbet indebærer, siger Dorthe Helledie.

Hovedopgaven som værtspar for en skipension er at forberede morgenmad til gæsterne. Efter klokken ti har parret typisk fritid på egen hånd. (Foto: (privatfoto))

De første par uger i Westendorf var dog en udfordring, især for Dorthe, der har været ansat på samme arbejdsplads siden 1983, og derfor ikke er vant til at skifte job.

- Der har været mange nye ting at lære og et nyt sprog. Vi er blevet kastet ud i mange ting, men herregud, vi klarede den. Det er en lære, jeg tager med hjem, siger Dorthe Helledie.

Parrets fire børn har også fra starten bakket op om projektet. Tre af dem, en datter på 29 år, en søn på 26 år og en datter på 22 år er flyttet hjemmefra. 17-årige Tobias bor stadig hjemme og har ikke kunne følge med forældrene på eventyr, da han skal passe sin skolegang på gymnasiet.

Dorthe og Ulrich Helledies børn bakker op om forældrenes midlertidige jobskifte og har besøgt forældrene i Westendorf. Her er parret fotograferet med børnene Tine, Jeppe og Tobias. (Foto: (privatfoto))

- Jeg havde nogle spekulationer om Tobias, inden vi tog afsted. Men Tobias bor hos familie og stortrives, så det kan være, at det bliver svært at få ham hjem igen, siger Dorthe med et smil.

Alle børnene holdt i øvrigt jul i Westendorf og i denne uge, uge 7, holder Tobias skiferie hos mor og far.

- Han når faktisk at komme på skiferie tre gange i år, siger Dorthe Helledie.

I lære hos 84-årig

Sportspension Therese har navn efter stedets oprindelige ejer, den nu 90-årige Therese, som er sengeliggende i en lejlighed ved siden af. Hun bliver nu passet af sin 84-årige søster Lizzi, som Dorthe og Ulrich Helledie deler køkken med.

- Jeg havde hørt, at Lizzi kunne være en skrap dame, men min bekymring er gjort til skamme. Vi er blevet hjerteveninder. Hun har mange års erfaring fra hotelbranchen og er fra en generation, hvor intet smides ud. Lidt old-fashioned, men på en god måde, siger Dorthe Helledie.

Dorthe Helledie har fået en ny hjerteveninde i 84-årige Lizzy, der er søster til morgenmadpensionens oprindelige ejer, den nu 90-årige Therese. (Foto: (privatfoto))

I dag er det Thereses barnebarn, der ejer stedet. Han driver også et nyt hotel i nærheden.

I det hele taget synes parret fra Struer, at de er blevet taget godt imod. Både af de lokale og af gæsterne.

- Vores alder kommer til en fordel. Vi kan hurtigt spotte, om der er en gæst, som virker som et brokhoved. Så giver vi den ekstra gas på service, så de kan mærke, at alt bliver godt. Vi har indtil nu også kun fået gode karakterer, siger Ulrich Helledie med henvisning til de spørgeskemaer, som skigæsterne udfylder, når de rejser hjem.

- Hvis man ikke kan være søde mod andre, så skal man ikke tage sådan et job, tilføjer Dorthe Helledie.

Timeout giver tanker om fremtiden

Opholdet i Østrig har sat mange tanker i gang hos parret om fremtiden.

- Jeg er 56 år og hernede har jeg fået tid til at stoppe op og tænke over, hvordan jeg gerne vil have det de næste 5-10 år. Vi har for eksempel snakket om, at vi her bor i en 1-værelseslejlighed og derhjemme har vi et stort hus. Måske vil det være en god idé at sælge og købe noget mindre, siger Ulrich Helledie.

'Jeg er 56 år og hernede har jeg fået tid til at stoppe op og tænke over, hvordan jeg gerne vil have det de næste 5-10 år'

Ulrich Helledie

- Jeg vil gerne sætte huset til salg, når vi kommer hjem. Vi har så travlt og så mange udgifter, der skal indhentes. Vi trives så fint med lidt her. Jeg elsker mit hus og mit hjem, men jeg kan sagtens forestille mig noget meget mindre, siger Dorthe Helledie.

Et af formålene med opholdet i Østrig var at tilbringe mere tid sammen. Og det er til fulde blevet opfyldt.

- Vi er sammen 24-7. Vi var tætte i forvejen, men jeg synes, at vi er endnu tættere nu. Vi ved næsten, hvad hinanden tænker, siger Ulrich Helledie.

Parret tøver derfor ikke med at anbefale andre at gøre det samme: hive nogle måneder ud af kalenderen og arbejde med noget helt andet. Også selv om det koster lidt på indtægtssiden.

I Østrig får de ganske vist løn for at arbejde som værtspar, men uden at afsløre beløbet antyder Dorthe og Ulrich, at det er en løn i den lave ende. Dertil kommer gratis bolig og liftkort.

- Man skal gøre det for oplevelsen og for at få tiden sammen. Vi har stadig et hus med udgifter derhjemme, men skruer vores forbrug ned i en periode. Vi får det til at hænge sammen, siger Dorthe Helledie.

Ulrich Helledie tilføjer:

- Gør det! Dagene flyver afsted. Utroligt, som de flyver afsted.

(Foto: (privatfoto))

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.