Dramatiske fortællinger på rejsen: Særlig oplevelse venter jyske togpassagerer

Fire lørdage i juli får togpassagerer mellem Aarhus og Struer fortalt danmarkshistorie på en ny måde.

Digitale installationer gør i bogstaveligste forstand danmarkshistorien levende i lyd og ord for togpassagererne på strækningen mellem Aarhus og Struer. (Foto: MMEX)

Der venter togpassagerer mellem Aarhus og Struer en særlig oplevelse fire lørdage i juli. Et regionaltog bliver udstyret med en særlig lysavis og højtalere, der undervejs sender ord og lyd ud om særlige begivenheder i danmarkshistorien, som har udspillet sig i landskabet, som toget passerer.

- Det er historiefortælling på en ny og vedkommende måde, mener direktør Mette Kanstrup fra MMEX, Museernes videncenter for digital formidling, som står bag eventet.

Til daglig tænker passagerne måske ikke over, at landskabet langs den midtjyske togrute rummer spændende historier om vikinger, rakkere, kongemord og modstandsmænd, fortæller hun.

- Transporttid er en mulighed for at lade tankerne flyve på langfart. Vi håber, at toget overrasker passagerne og giver dem stof til eftertanke, siger Mette Kanstrup.

Museer langs togstrækningen har leveret materiale til historierne, som Teater Katapult har omsat til lysavisformat, mens lydkunstner Henrik Munch har skabt lydkulissen.

Et af museerne er De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune. Her er direktør Ingeborg Svennevig glad for projektet.

- Vi vil gerne give danskerne et blik for alle de små og store historier i landskabet. Toget er det helt rette sted at kigge ud og se tilbage på dem, der formede landskabet, mener Ingeborg Svennevig.

Særtoget kører fire lørdage i juli. Afgang fra Aarhus kl. 9.54 og retur fra Struer kl. 12.22.

Projektet er en del af Kulturhovedstad Aarhus 2017 under "Rethink Museums," som gentænker museers historiefortælling i det offentlige rum.

P4 Østjylland og P4 Midt & Vest laver tre timers radio fra togturen lørdag den 1. juli kl. 9-1.

Facebook
Twitter