Droppede stressfuldt job: Nu binder Thilde 'gakkede' blomster for Hugo Boss og vovede brude

Hverdagen med to små børn tvang Thilde Maria Kristensen til at søge tilbage til rødderne i Thy og skabe en ny blomster-karriere på Vesterbro.

De røde valmuer vuggede og vajede i takt med vestenvinden omkring bedstemorens gård, Krogsgaard, i Thy.

Faktisk var bedstemoren vild med alle salgs blomster og brugte det meste af husholdningsbudgettet på blomsterløg. Men én havde hun særligt varme følelser for.

- Valmuen var min bedstemors yndlingsblomst, og den er også blevet min, siger 38-årige Thilde Maria Kristensen.

I dag har hun skabt sit eget blomsterværksted, Poppykalas, med udgangspunkt i netop valmuen.

På et år har hun skabt en blomstervirksomhed med to ansatte, der leverer blomster til alt fra større virksomheder som Hugo Boss, Royal Copenhagen og Stine Goya, til stilbevidste brude og "fine" damer primært i hovedstadsområdet. Alle er på udkig efter blomsterkreationer, som er lidt udover det sædvanlige.

Men faktisk startede Thilde Maria Kristensens karriere et stykke fra de avantgardistiske blomsterkreationer og bedstemorens blomstergård i Thy.

Poppykalas' blomster bliver til meget andet end buketter: Hatte, fingerringe og armbånd er langt fra unormalt. "Er der noget teknisk, som jeg ikke lige kan, så finder jeg ud af det hen ad vejen," siger Thilde Maria Kristensen. Foto: Poppykalas

Boede på sit job

Igennem 15 år arbejdede hun i teater- og dansebranchen og havde uendeligt lange dage på jobbet.

- Det var meget sjovt til at starte med. Jeg har haft nogle vilde år, hvor jeg nærmest boede på "Betty", som man kalder Betty Nansen-teateret, siger hun, der med en kandidatgrad i moderne kultur og kulturformidling havde en lovende karriere inden for kulturbranchen.

Efter første barn skiftede hun job og blev producent i moderne dans. Hun promoverede og fundraisede for forskellige koreografer. Og det indebar mange rejser til blandt andet Tyskland, Finland og Canada. Men forretningsrejserne fungerede ikke med livet som småbarnsmor, oplevede hun.

- Jeg skulle have været i Montreal og være væk hjemmefra længe, da min datter kun var et halvt år. Det duede bare ikke. Jeg var simpelthen nødt til at melde fra, fortæller Thilde Maria Kristensen.

Lige så spændende og medrivende, som de lange arbejdsdage på teateret og i danseverdenen havde været, lige så lidt tillokkende virkede de nu. Og da barn nummer to kom til for halvandet år siden, blev Thilde Maria Kristensen klar over, at der skulle ske noget helt andet. Nu.

- Det der 'altopofrende' det kan jeg ikke længere. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at arbejde så meget, som jeg gjorde, siger hun.

Blomsterkaos på altanen

Derfor begyndte hun at eksperimentere med nye karrieremuligheder under sin anden barsel. Den første idé var at springe ud som festplanlægger.

- Min datters barnedåb arrangerede jeg med det helt store mexicanske Frida Kahlo-tema, hvor jeg blandt andet lavede alle blomsterdekorationerne, siger hun.

Men planlægningen af andres mærkedage var ikke det rigtige felt for hende at arbejde med. En ny åbenbaring kom, da en veninde spurgte, om hun ikke ville levere buketter til et plantemarked i venindens forretning.

- Jeg prøvede det bare af. Det var totalt kaos. Det endte med, at jeg brød sammen ude foran Grønttorvet, fordi det var så overvældende med alle de blomster. Jeg kunne slet ikke tage det ind, husker hun.

Der var blomsterkaos på altanen i familiens københavnerlejlighed, og Christiania-cyklen, som skulle fragte hendes møjsommeligt bundne kreationer til plantemarkedet, var flad på begge dæk.

Men hun kom af sted. Og så skete der noget.

- Folk var begejstrede for min lidt anderledes måde at sætte blomsterne sammen på, så det var en stor oplevelse for mig, siger hun.

  • Hos Poppykalas bryder de den klassiske, flade barokbuket op og tager al pyntegrøntet væk. Tilsætter masser af farver og sætter det hele lidt naivistisk sammen. - Jeg tror, jeg rammer noget, som der bare ikke har været før, siger Thilde Maria Kristensen. Foto: Poppykalas
  • Blandt en stribe private kunder har også Royal Copenhagen bedt Poppykalas om at dække et bryllupsbord. Foto: Poppykalas
  • På sine ferier i Thy kan Thilde Maria Kristensen slet ikke lade være med at springe ud af bilen og plukke blomster på markerne. Foto: Poppykalas
1 / 3

En barndomsveninde endte med at give hende det sidste skub. For faktisk har Thilde Maria Kristensen altid sagt, at hun ville åbne en blomsterbutik, når hun blev gammel.

- Min veninde sagde: "Hvorfor kan du ikke bare gøre det nu?"

Og det gjorde Thilde Maria Kristensen så. I det små. De sidste to måneder af barslen tog hendes mand over én dag om ugen, så hun kunne få en ugentlig blomsterdag.

- Det var godt. For så startede jeg Poppykalas, fortæller hun.

Valmue-vibes fra Thy

Poppykalas er sammensat af det engelske ord 'poppy' for bedstemorens yndlingsblomst, 'valmuen', og det svenske ord 'kalas' for 'fest' eller 'fejring'.

Hendes lille blomsterværksted Poppykalas har på et år skabt et kundekartotek, som tæller en række prominente brands. For eksempel Stine Goya, der vil have blomster til en release af nye sneaks i denne uge, ligesom Hugo Boss, Fredericia Furniture og Birger Christensen også er på kundelisten.

Dertil kommer private kunder. De finder hende via hjemmesiden eller Instagram, for hun har ingen fysisk blomsterbutik. Kun et værksted i et baglokale til en pladebutik på Vesterbro. De, der finder hende, er blandt andre lidt vovede brude og kræsne "Hellerup-damer". Kunderne går op i mode og stil, og mange har gode økonomiske muligheder, så de er villige til at betale for blomsterdekorationerne, selvom de er forgængelige, fortæller Thilde Maria Kristensen.

Inspirationen til dekorationerne kommer i dag mange steder fra, men kilden udspringer fra bedsteforældrenes gård i Faddersbøl, som ligger i udkanten af Nationalpark Thy.

- Det er min bedstemor, der har lært mig alt. Hun lærte mig at binde buketter, da jeg var lille, fortæller Thilde Maria Kristensen.

Bedstemoren var også blomstermaler, og hun malede med en slags 3D-effekt, som fik blomsterne til at stå ud på en helt særlig måde, husker Thilde Maria Kristensen.

- Man skal forestille sig, at man nærmest spartler blomsterne på, så de står fem centimeter ud fra billedet. Jeg elskede at gå rundt og trykke på de her blomster i hendes lille galleri, som hun havde indrettet i den ene gårdlænge, siger hun.

Hun legede også blandt bedstemorens store blomsteropsatser i hjemmet, og den ene halvdel af bedstemorens stue var fyldt med palmer og eksotiske blomster.

- På den måde har hun været sådan lidt hipsteragtig, siger Thilde Maria Kristensen og griner:

- Men det er også det, vi er vendt tilbage til nu. Det er også det, jeg er vendt tilbage til.

En række designbrands efterspørger Poppykalas' kreationer. Her er det Norman Copenhagen. Foto: Poppykalas

Skubbet i gang med en H&M-kjole

Kunderne kom dog ikke til Thilde Maria Kristensen fra dag et.

En ven, som driver en kaffebar, meldte sig som første aftager hos Poppykalas, og den næste kunde stampede Thilde Maria Kristensen selv op. Det var en forretning ikke langt fra hendes hjem.

- Jeg gik i H&M og købte en blomsterkjole. Skiftede til den, og så gik jeg ind og spurgte, om de ikke skulle have nogle blomster.

Det var tilfældigvis ejeren, som var på arbejde, og han havde netop overvejet at få blomster ind i sin forretning, så han var klar på at prøve det af.

Så Thilde Maria Kristensen startede ud med de to kunder og en profil på det sociale medie Instagram. Og selvfølgelig hendes erfaring med pr og kommunikation - nu bare omsat til blomster.

- Det er jo et meget visiuelt produkt, jeg har, så jeg er kommet godt fra start. Folk har lyst til at dele fotos af mine buketter, og det er jeg meget taknemmelig for, fortæller hun.

Set i bakspejlet er hun glad for, at hun startede ud i det små, både med barnedåben, venindens plantemarked og sin ugentlige blomsterdag.

- Det er en rigtig god idé at komme i gang med at prøve det af. På den måde fandt jeg også ud af, hvad det egentlig var, jeg havde lyst til.

For selvom blomster for nogle er romantiske og drømmeagtige, så er arbejdet med dem overraskende tungt, understreger hun.

- Det er et havnearbejder-arbejde. Man slæber jo rundt på blomster. Det er altså hårdt!

Men sliddet opvejer glæden ved at have kreativiteten med på job hver eneste dag og opfinde et væld af unikke blomsterkreationer.

- Med de kunder, jeg har, bliver det aldrig nogensinde samlebåndsarbejde, for det, de vil have, er så gakket, fortæller hun.

Poppykalas laver meget andet end buketter: Blomsterhatte, -ringe og -armbånd og heftige kollager og bordopdækninger.

Thilde Maria Kristensen har ingen uddannelse i blomsterbinding, men hun har bedstemorens gode råd fra barndommen i baghovedet, og så prøver hun sig frem og får hjælp af youtubevideoer.

- Der er altid nogle udfordringer, fordi jeg ikke har gjort det før, men jeg får mere og mere selvtillid, fordi jeg løser det. Jeg finder altid ud af det på én eller anden måde.

  • Lige nu har Poppykalas særligt travlt med blomsteropsætninger til bryllupper og brudebuketter - og så forskellige kreationer til modeugen i København i den kommende uge. Foto: Poppykalas
  • ”Det er ikke så slemt at have travlt, når man skal lave bryllupper. Det er nogle glade kunder, som flyver ud ad døren, når de har fået deres buketter”, mener Thilde Maria Kristensen. Foto: Poppykalas
  • Den kvinde Thilde Maria Kristensen allerhelst vil lave en blomster til, er Dronning Margrethe. ”Hun er den sejeste dronning ever. Hun er både kunstner og avantgardist,” lyder forklaringen. Foto: Poppykalas
1 / 3

Travlhed og tilbage til Thy

Selvom hun i dag bor i København med sin mand og deres to døtre, så går turen tilbage til bedstemorens Thy flere gange om året. For eksempel lige nu. Midt i en travl bryllupssæson og op til modeugen i København er hun taget afsted. Her er inspirationen til Poppykalas særligt stærk.

- Jeg savner naturen og de åbne vidder, hvor man kan strække øjnene rigtigt ud. Jeg kan få sådan en craving efter Vesterhavet, fortæller hun.

Det er vigtig for hende, at døtrene også får et forhold til Thy.

- Thy har den der sindssyge urkraft i Vesterhavet og på heden. De skal opleve det med deres egen krop og deres egne sanser, så derfor er vi faktisk i Thy i hvert fald et par uger sammenlagt hvert år, hvor vi bor ved Vesterhavet i et sommerhus, siger hun.

Hendes største succes med Poppykalas er nemlig hverken den voksende kundeskare eller den rosende omtale, hun får af forskellige bloggere og instagrammere. Det er heller ikke, at hun allerede efter et år kan forsørge sig selv og have to ansatte. Det er noget større.

- Den største succes er, at jeg laver noget, som gør mig rigtig glad. Det har jeg ikke været før i arbejdssammenhæng. Og så har jeg lavet en virksomhed på præmisser, som gør, at jeg kan være sammen med min familie, siger hun.

Blå bog

  • Thilde Maria Kristensen, 38 år.

  • Voksede op i Skive og tilbragte også meget tid på bedsteforældrenes gård i Faddersbøl i Thy.

  • Gift og har to børn.

  • Bachelor i dramaturgi fra Aarhus Universitet.

  • Kandidatgrad i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet.

  • Har blandt andet arbejdet med pr og kommunikation på Betty Nansen Teatret og som producent ved Dansehallerne på Carlsberg.

  • Er nu indehaver af det avangardistiske blomsterværksted Poppykalas i København.

  • Udover hende selv er hendes faster og en god veninde ansat.

Facebook
Twitter