Ekspert om magnesium mod hovedpine: Man kan højst få tynd mave

Kan magnesiumpiller hjælpe mod hovedpine? Ja, siger mange brugere på Facebook.

Maria Thønnings, 36 år, er en af de mange danskere, der har delt sin historie på Facebook efter at have haft succes med at tage magnesium mod hovedpine og migræne. (Foto: Maria Thønnings © Maria Thønnings)

Et opslag på patientforeningen Migræne- og Hovedpineforeningens Facebook-side har fået folk med migræne til tasterne.

En bruger fortæller eksempelvis, at magnesiumpiller har taget smerterne. Opslaget har givet 7.000 likes, 4.000 kommentarer og er blevet delt 10.000 gange.

- Før kunne jeg ligge en hel dag i min seng med hovedpine. Det sker ikke mere, så det er helt fantastisk, siger 28-årige Kim Grydgaard fra Glyngøre, der har døjet med spændingshovedpine og migræne siden 12-13-års alderen.

"Før kunne jeg ligge en hel dag i min seng med hovedpine. Det sker ikke mere, så det er helt fantastisk"

kim grydgaard, glyngøre

Han er blevet undersøgt på kryds og tværs og har spist masser af smertestillende. For nylig prøvede han magnesiumpiller, og nu er hovedpinen næsten væk.

Man kan højst få tynd mave

Ifølge Professor Rigmor Jensen fra Dansk Hovedpinecenter i Glostrup er der få studier, der viser gode erfaringer med at give magnesium til migrænepatienter.

- Der er evidens på området, men den er ikke overbevisende. Det kan have en positiv effekt for nogle, men langt fra for alle, siger hun og tilføjer:

- Men den gode nyhed er, at det ikke har nogle bivirkninger. Man kan prøve det i en periode, og har man effekt af det, er det godt. Man kan højst få tynd mave og lidt ubehag, hvis man tager for meget, men det er ikke farligt, siger hun.

Magnesium kan købes som kosttilskud i Matas og i helsekostforretninger.

Patientforening: Det er ikke farligt

Migræne- og Hovedpineforeningen anbefaler en dosis på 500 milligram magnesium dagligt til patienter med hovedpine eller migræne.

Hvordan kan i anbefale en behandling, der er så begrænset evidens for?

- Vi får så mange henvendelser fra patienter, hvor det virker. Når man kan forsøge med et middel, der er et naturmiddel og ikke er farligt, så er det da det første, man skal gøre, siger foreningens formand, Hanne Johansen.

"Når man kan forsøge med et middel, der er et naturmiddel og ikke er farligt, så er det da det første, man skal gøre"

hanne johansen, formand, migræne- og hovedpineforeningen

Flere brugere har taget et billede af deres ansigt ved siden af en bøtte magnesium og delt deres succeshistorie på foreningens Facebook-side.

Behov for ny viden

Den store interesse for magnesium på Facebook kommer ikke bag på Rigmor Jensen.

- Migræne og hovedpine er en folkesygdom, og den store interesse viser, at der er et stort behov for ny viden og ny forskning på området, siger professoren, der trods den begrænsede dokumenterede effekt for virkningen ikke fraråder at prøve det:

- Det er da værd at prøve, for hovedpine og migræne er meget smertefuldt og generende i hverdagen for den enkelte og for hele familien, siger hun.

Rigmor Jensen anbefaler, at man kan prøve tilskuddet i en måned eller to. Hvis det ikke har en effekt, kan man bare stoppe igen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.