Elevhotline gløder: Nu udvides telefontiderne

Flere har fået brug for at tale om mobning og kærestesorger. Elevtelefonen er så populær, at den nu udvider åbningstiderne.

Elever er glade for at få rådgivning af andre elever i spørgsmål om alt fra elevråd til mobning og skoletræthed. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © DR)

Telefonen ringer så ofte på kontoret hos Danske Skoleelever, at organisationen nu udvider åbningstiderne.

Helt præcist er det Elevtelefonen, der ringer oftere og oftere. Det er en hotline, hvor alle danske skoleelever kan ringe ind og få gode råd af andre elever.

- Vi har været nødt til at sætte to mand ind på elevtelefonen, hvor der før kun sad én, fortæller Silke Fogelberg, der er formand for Danske Skoleelever.

Elev til elev er populært

Det er især muligheden for at få gode råd fra andre elever, som folkeskoleeleverne har taget godt imod.

- Jeg tror, det giver rigtig meget, at man ringer til en, som sidder helt tæt på skoleverdenen og måske selv lige har været igennem for eksempel afgangsprøver, siger Silke Fogelberg.

- Det er meget nemmere at relatere til, siger fortsætter formanden

Udbreder kendskabet til elevtelefonen

I øjeblikket er Danske Skoleelever rundt at besøge alle landets skoler for blandt andet at udbrede kendskabet til elevtelefonen. En af dem, der tager turen, er Jens Vase, der er Midtjyllands repræsentatent i Danske Skoleelevers bestyrelse.

- Man kan blandt andet få armbånd, hvor der står elevtelefonens nummer på. Vi har også plakater, som vi i forbindelse med vores skoleturne hænger op på skoler, fortæller han.

På plakaterne kan man se, at det også er muligt at chatte med elevrådgiverne eller sende en mail, hvis man ikke er så meget for at tale direkte i telefon med nogen.

Mobning og motivation er varme emner

Telefonen blev lanceret i 2013, og sidste år kom der flere end 600 henvendelser. Der er især nogle ting, der går igen, fortæller Jens Vase:

- Det kan være, at man generelt mangler motivation til at gå i skole, eller måske bliver man mobbet. Det kan også være en træls lærer, eller at man måske gerne vil i elevrådet.

Har elever problemer, der er større end det, hotlinen kan håndtere, hjælper rådgiverne videre i systemet.

Facebook
Twitter