Emmanuel bryder loven hver nat, når han sover hos sin kæreste og datter

36-årige Emmanuel Babae er én af mange, der overtræder reglerne om opholdspligt på Udrejsecenter Kærshovedgård.

36-årige Emmanuel Babae tømmer opvaskemaskine med sin kæreste Linda og deres datter Abigail på 15 måneder.

Hjemmevant bevæger han sig rundt i køkkenet i Bording i Midtjylland og sætter de rene tallerkener i skuffen, mens han og kæresten griner lidt af deres lille datter, som insisterer på at hjælpe til.

Det ligner en helt almindelig børnefamilie, men Emmanuel Babae bor her ikke. Faktisk overtræder han loven igen og igen, når han dag efter dag klarer opvasken og putter sin datter.

Emmanuel Babae har fået afslag på en ansøgning om asyl og har derfor det, der hedder opholdspligt og meldepligt på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Onsdag beskrev DR, hvordan afviste asylansøgere brød pligterne mere end 40.000 gange sidste år. Emmanuel Babae er én af dem. Han forklarer, at han ikke føler sig tryg på udrejsecenteret.

- Jeg er bange på Kærshovedgård, for to gange er jeg blevet truet af én på mit værelse, som har sagt: "I will kill you. Believe me", forklarer Emmanuel Babae.

  • For 15 måneder siden fik Emmanuel Babae og hans kæreste datteren Abigail. (Foto: Frida Andersen - DR Midt & Vest)
  • Abigail er vant til at have sin far hos sig, selvom han er afvist asylansøger og ikke må bo sammen med hende. (Foto: Frida Andersen - DR Midt & Vest)
  • Emmanuel Babae og hans kæreste Linda har dannet par siden 2017. (Foto: Frida Andersen - DR Midt & Vest)
1 / 3

Den samme trussel hænger over ham, hvis han tager til hjemlandet Iran, fortæller han, for han er kristen og frafalden muslim.

- Der er ingen tvivl om, at jeg kommer i fængsel, hvis jeg er heldig. Og ellers vil de nok hænge mig, siger han.

Har trodset loven mere end 150 gange

Opholds- og meldepligten betyder, at Emmanuel tre gange om ugen skal melde sig hos politiet på Kærshovedgård, og at han som udgangspunkt skal opholde sig på Kærshovedgård og sove der om natten.

Tre gange om ugen cykler han derfor fra Bording til Kærshovedgård og melder sig hos politiet, men nætterne tilbringer han sammen med sin familie.

Sidste år overtrådte han dermed sin opholdspligt mere end 150 gange. Det betyder, at han nu skal 40 dage i fængsel.

- Det er hårdt for mig at skulle i fængsel, men jeg må acceptere det, for min datter er her. Min kæreste er her. Min lille familie er her, siger han fra hjemmet i Bording.

1. juni 2019 besluttede Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at skærpe straffene for udlændige på tålt ophold samt udvisningsdømte, der ikke overholder opholds- og meldepligterne.

De afviste asylansøgere er ikke omfattet af strafskærpelserne, men hvis de afviste bliver dømt for mere end 150 overtrædelser af opholds- og meldepligterne, får de typisk også en udvisningsdom.

Emmanuels overtrædelser straffes i første omgang efter de gamle regler, men han skal alligevel inden længe for retten igen. Anklagemyndigheden ønsker nemlig, at han også udvises af Danmark og får indrejseforbud.

Sker det ryger han over i gruppen af udviste kriminelle og vil fremover blive straffet hårdere og hurtigere.

  • Emmanuel Babae fortæller, at han har forklaret politiet, at han ikke tør overnatte på Kærshovedgård, fordi han frygter for sit liv. Ifølge ham har politiet sagt til ham, at det ikke er vigtigt, og at ingen kan slå ham ihjel på udrejsecenteret. (Foto: Anne-Frida Andersen - DR Midt & Vest)
  • Tre gange om ugen skal Emmanuel Babae melde sig hos politiet på Udrejsecenter Kærshovedgård. (Foto: Anne-Frida Andersen - DR Midt & Vest)
1 / 2

Formålet med Kærshovedgård er fra politisk hold at få bedre styr på de afviste udlændige, så man hurtigt kan udvise dem, når lejligheden byder sig, eller motivere dem til selv at rejse hjem.

Emmanuel Babae ser det ikke som en mulighed at rejse tilbage til Iran.

- Måske virker det for nogen. Men for mig kan det ikke virke. Jeg vil gerne bo her med min lille baby og have et arbejde, så jeg kan tage ansvar for min familie, siger han.